Bettina Aller: Sådan blev jeg gravid som 48-årig
Lynet slog ned, da bladdirektør og eventyrer Bettina Aller mødte den ni år yngre franskmand Jean-Gabriel og forelskede sig hovedkulds. Ligesom hende er han en passioneret eventyrrejsende, og sammen fandt de hurtigt melodien.
Aldersforskellen betød, at Bettina egentlig syntes, hun havde de børn, hun skulle have, mens Jean-Gabriel, der ingen havde, gerne ville have børn.
- I hans franske familie har de oceaner af børn alle sammen. Og jeg havde det sådan: Okay, hvis han vil, så prøver vi. Men da vi så havde været igennem to forsøg med hormoner og jeg ved ikke hvad, og det ikke lykkedes, så var dét ligesom prøvet, siger hun til ugebladet Søndag
Blev naturligt gravid
Der skete så det, at Bettina blev naturligt gravid, men fik en spontan abort, uden hun vidste, hun var gravid. Hun tog til Hamlet og fik en udskrabning og mødte en læge, der nærmest forbløffet kunne fortælle hende, at hun havde været gravid.
- Det hele foregik i sådan en munter tone, at jeg ikke nåede at blive ked af det. Og i bilen hjem sagde jeg til Jean-Gabriel: "Så kan jeg faktisk blive gravid. Skulle vi prøve én gang til?"
- Jeg var ikke så vild med at få hormoner igen, så vi prøvede en amerikansk klinik i Paris, hvor vi blev sat til at spise antioxidanter, og jeg en halv kodymagnyl hver dag og nogle andre piller, men alt sammen meget naturligt. Og da det hele var klart, tog de æg fra mig og sæd fra Jean-Gabriel, og så, ja, så var der tvillinger på vej.
At de pludselig skulle være forældre til TO, hvordan reagerede de?
- Vi skulle lige sunde os. Men allerede da vi kørte hjemad fra gynækologen, endte vi med at sidde og være superlykkelige og enige om, at det faktisk var det bedste at få to, for fik vi én, risikerede det at blive en lille forkælet én. Nu slider de hinanden lidt af, når de slås om legetøjet, og har hinandens selskab, også når vi rejser, siger Bettina Aller.