Prins Philip indlagt: Skygge over Elizabeths fest
Dronning Elizabeths mand prins Philip er mandag blevet iindlagt på et hospital i London, hvor han bliver behandlet for en ikke nærmere identificeret betændelsestilstand.
Den 90-årige prins har haft problemer med helbreddet den seneste tid. Omkring juletid blev han således opereret for en hjertelidelse, men kom sig overraskende hurtigt.
I den engelske presse spekuleres der i, at søndagens sejltur på Themsen i ret dårligt vejr har været for hård ved prins Philip, og at der er tale om alvorlig blærebetændelse.
Mandag aften afvikles en pompøs koncert foran Buckingham Palace for at fejre dronningen Elizabeths 60 års regeringsjubilæum, men under hele den første del af arrangementet har dronningen selv ikke været at se i den kongelige loge, hvor store dele af den kongelige familie ser de mange optrædende.