Dronning Elizabeth førte an i farverig flotille
Det både regnede, blæste og var koldt. Men det kunne ikke holde de mange royale fans indendørs, da dronning Elizabeth søndag eftermiddag tog hul på anden dag af jubilæumsfestlighederne.
Sammen med prins Philip, prins Charles, hertuginde Camilla, prins William, hertuginde Catherine og prins Harry sejlede den pligtopfyldende regent i over tre timer ned ad Themsen i London på den flot udsmykkede kongelige båd "Spirit of Chartwell" med et følge af over 1000 både bag sig.
Langs havnekanten stod godt en million mennesker og hyldede deres dronning med stor entusiasme, pakket godt ind i varme klæder og beskyttet af et hav af paraplyer.
Og der var nok at kigge på - Dronningen så fantastisk ud i en sølv-hvid frakke broderet med swarovski krystaller og matchende hat kreeret af hendes personlige designer Angela Kelly, mens Kate så fortryllende ud i en stilig, rød Alexander McQueen kjole og de kongelige mænd gjorde indtryk med deres flotte militæruniformer.
På floden sejlede en lang række forskellige typer både forbi de spændte tilskuere med alt fra små, militære både, robåde, kajakker, historiske og kongelige både - mange af dem flot udsmykkede. Endda både, der har været med i "James Bond"-film kunne beundres.
Mens det i starten kun støvregnede blev efterhånden så slemt, at Royal Navy måtte aflyse en planlagt flyveopvisning i slutningen af sejladsen på grund af det dårlige vejr.
Det kunne dog ikke ødelægge dronningens humør, der atter engang viste i hvor god form hun som 86-årig stadig er, ved at stå og vinke i over tre timer uden at sætte sig ned en eneste gang.