Prins Joachim og prinsesse Marie til jubilæumsfest
Da CARE Danmark lørdag aften slog dørene op for jubilæumsmiddag i anledning af organisationens 25 års-jubilæum, var det prins Joachim og prinsesse Marie, der tog imod gæsterne i de smukke lokaler på Carlsberg Museet.
Det var et veloplagt par, der ikke virkede spor trætte oven på den seneste weekends barnedåb, og især prinsesse Marie strålede i en elegant, sort kjole og høje stiletter.
Prins Joachim fortalte BILLED-BLADET, at han var meget glad for at være med til at fejre CARE Danmarks jubilæum.
- Jeg har været protektor i 23 år, så jeg har været med næsten hele vejen. Derfor er denne aften også en oplagt mulighed for at lykønske organisationen og være med til at nyde fejringen her, sagde prinsen.
CARE er en politisk og religiøs uafhængig organisation, der blev grundlagt efter anden verdenskrig, og det er en af verdens største humanitære hjælpeorganisationer, der sidste år gav hjælp til 122 millioner mennesker. CARE Danmark blev startet i 1987 og arbejder blandt andet for at hjælpe udsatte mennesker i verden med at bekæmpe fattigdom.