Camilla Henemark holder time-out fra hemmelig ishockey-flamme
For nogle uger siden røg Camilla Henemark, 47, ud af svensk "Vild med dans" og måtte sammen med partneren Tobias Karlsson nøjes med en femteplads i konkurrencen, men hun er ikke slået ud af den grund.
Sangerinden, der mest er kendt for sit påståede forhold til den svenske konge, har nemlig sat sig til tasterne for at skrive sin selvbiografi, der efter planen skal udkomme til efteråret. Og det er en meget lærerig proces, fortæller hun i et interview med den svenske avis Aftonbladet.
- Jeg synes, at alle burde skrive en selvbiografi. Jeg havde ikke snakket med min eksmand (Anders Skog, red.) fra mit første ægteskab i flere år og at få hans billede af, hvordan vores ægteskab var, har virkelig været en "aha-oplevelse". Nu forstår jeg, hvordan han tænkte og så på vores ægteskab, og det vidste jeg ikke dengang. Det giver en utrolig skøn følelse af forsoning, siger Camilla Henemark.
På spørgsmålet om hvorfor det lige er nu, hun vil udgive en selvbiografi, svarer hun:
- Det er på tide, at jeg får sagt mit nu. Jeg bestemte mig egentlig for fire år siden, men da havde jeg det ikke særlig godt, og så kom kongebogen ("Den Motvillige Monarken", der blandt andet beskriver en affære mellem kong Carl Gustaf og Camilla Henemark, red.). Da lagde jeg alt på is.
Nu har Camilla Henemark det meget bedre, og under VM i ishockey i Sverige kom det for nyligt til et romantisk møde mellem hende og en indtil videre hemmelig ishockeyspiller.
- Vi har taget en time-out, og vi mødes ikke fysisk, men vi holder kontakten, fortæller hun til Aftonbladet og tilføjer:
- Jeg har så meget arbejde foran mig, og jeg kan ikke fokusere på andet end det. Men det vigtigste ved denne romance er, at jeg blev mindet om, at der findes andre ting i livet, der er vigtige, såsom passion.