Robin Gibb tabte til kræften
Robin Gibbs svingende helbred gennem hele 2012 led søndag det endelige knæk, da sangeren døde på et hospital i London. Robin Gibb led af kræft i lever og tarme.
Bee Gees-sangeren, der udgjorde den populære gruppe sammen med sin tvillingebror Maurice og anden bror Barry, blev født på den britiske ø Isle of Man, men familien flyttede hurtigt til Manchester og igen videre til Brisbane i Australien, hvor musikkarrieren for alvor tog fart.
I november 1967 overlevede Robin Gibb en alvorlig togulykke uden for London, hvor 49 mennesker omkom. Som et kuriosum giftede han sig kort efter med Molly Hullis - en anden overlevende fra togulykken. Parret fik en dreng og en pige - Spencer og Melissa - men skiltes i 1980.
Ikke lang tid efter giftede Robin Gibb sig igen. Denne gang med Dwina Murphy. Parret fik sammen sønnen Robin-John i 1983. Dwina og Robin forblev gift til døden skilte dem den 20. maj 2012.