Anders Lund Madsen: Jeg vil være en Folkevognsboble
Den 48-årige kendte komiker og TV-vært er kommet til den erkendelse, at livet har bevæget sig lidt i den forkerte retning - ja livet, den legemsdel vi i daglig tale refererer til som vores mave.
Anders Lund Madsen har nemlig indset, at han er "blevet nærmest lidt rund i det", som han selv udtrykker det som gæsteblogger hos lottearndal.dk.
- Ikke direkte fed. Bare rundet som en halvt oppustet gummibåd eller en sækkestol med hul i. Og det er ikke ligefrem noget, der har holdt mig søvnløs, for jeg sover sindssvagt godt, forklarer komikeren på bloggen.
- Men jeg kom til at se en sammenklippet kavalkade af alle de episoder af det Nye Talkshow, som vi har sendt på DR1 i løbet af to et halvt år, og der kunne jeg lige pludselig se rundingen af mig selv. Det var ligesom én af de her flip-blokke, hvor man har tegnet en mand, der løber på alle siderne, og når man så flipper dem hurtigt, så løber han virkelig. Bare med fedt. Jeg var fedtmanden, og det rystede mig en lille smule, fortæller han ærligt på bloggen og fortsætter:
- Jeg har altid haft en ret fast formodning om, at min krop var i orden. Sådan generelt. Lidt ligesom en Folkevognsboble - pæn uden at være prangende. Og trofast og holdbar. Pludselig kunne jeg se, at jeg ikke længere var en Folkevognsboble - jeg var et Folkevognsrugbrød. Og det fylder mig sjovt nok ikke med glæde. Jeg havde egentlig troet, at jeg ville være ligeglad, forklarer Anders Lund Madsen og tilføjer:
- Jeg har aldrig brudt mig om spejle, og jeg har ikke vejet mig selv, siden jeg boede hjemme, og min mor havde en badevægt. Så jeg forventede strengt taget, at fedmen ville være som en ny ven.
- Men jeg kan mærke, at den ikke er rar. Jeg kan simpelt hen ikke lide Folkevognsrugbrødet, og jeg vil gerne af med det. jeg vil være en Folkevognsboble igen. Ikke en Lamborghini eller en Jaguar. Ikke engang en Volvo. Bare en pæn, trofast og holdbar Folkevognsboble.
På bloggen runder Anders Lund Madsen af med denne formulering - Problemet er: Hvordan bliver jeg det?