DR søger: Har du Danmarks skønneste hjem?
DR1 rejser snart Danmark rundt for at finde Danmarks skønneste hjem med deres kyndige dommerpanel: arkitekt Eva Harlou, livsstilsekspert Niels-Erik Folmann og indretningsekspert Jannik Martensen-Larsen.
De besøger tre hjem i ni landsdele, hvor de hver gang skal udpege en vinder. Vinderne går derefter i finalen, hvor dommerne og seerne skal bestemme hvilket hjem, der er "Danmarks Skønneste 2012". Vinderen får 100.000 kroner.
Har dit hjem hvad der skal til? De tre dommer fortæller her, hvad de mener, er skønt for et hjem:
- En bolig er ikke automatisk et hjem. Hjem opstår, når vi indtager boligrammen og lægger vores liv ind i den. God boligarkitektur smyger sig elegant om den måde, som vi gerne vil leve livet på, og er samtidig stimulerende. Jeg vil være den gode arkitekturs fortaler, for i den har skønne hjem de bedste betingelser, fortæller Eva Harlou.
- Et skønt hjem er et hjem, hvor familien føler sig hjemme, og hvor der er hyggeligt. Hygge er jo det mest danske begreb, der findes. Der er tre elementer, der skal gå op i en højere enhed: Der skal være noget smukt for øjet, der skal være en rar lydlig atmosfære for ørerne, og der skal være noget for duftesansen. Det sidste lyder måske lidt mærkeligt, men alle kender godt, at der ikke er rart at være, hvis der ikke dufter rart, lyder det fra Niels-Erik Folmann
- Det er personligt og originalt, og det må meget gerne afspejle, hvem der bor der. Det skal overraske og være uforudsigeligt. Det er ekstra skønt, når man ser et hjem, man aldrig har set før. Det må meget gerne være både kreativt og farverigt, men et helt strømlinet minimalistisk hjem kan også være helt fantastisk, så længe det er unikt. Jeg er ikke til konceptløsninger eller modediller, men til smukke, gennemtænkte boliger. Jeg er til det flotte, smukke og imponerende, både det ultramoderne og det meget klassiske. Man kan ikke købe sig til Danmarks skønneste hjem - det kan være en livslang proces eller i hvert fald et meget stort arbejde at skabe det, siger Jannik Martensen-Larsen.