Livsstil: 10 gode råd til et succesfuldt loppemarked
Loppesæsonen er i gang og flere og flere loppemarkeder popper op overalt i Danmark. Og hvorfor ikke selv få en bod?
Med lidt forberedelse bliver du markedets dronning og kommer samtidig af med alt det, der var for dyrbart til at smide ud.
De ti loppebud
Digital redaktør for Magasinet Isabellas, Helle Grouleff, er selv garvet loppesælger, og her får du hendes bedste råd til at gøre dine aflagte ting til værdifulde loppefund for andre.
1. - Først og fremmest kræver det noget transport til alle tingene. En trailer er fantastisk at have, hvis man skal transportere større ting som møbler, bord til loppetingene og rodekasser.
2. - Et bord til de ting, du vil sælge, er et must. Hvis tingene kommer ned på jorden, så lægger folk ikke mærke til dem. Man kan godt have en rodekasse, bare ikke for mange, så det drukner. Har man smykker, så hæng dem op, har du tøj så hæng det på bøjler og stativ. Det er vigtigt, så folk kan få et hurtigt overblik, og det præsenterer tingene godt.
3. - Bøger kan du godt lægge i en kasse, men læg dem ikke i en flyttekasse. De er for dybe, og det betyder, at man ikke kan se bøgernes cover.
4. - Læg en dug på bordet. Det giver en ensartet flade og virker indbydende.
5. - Lad være med at skrive priser på dine ting. Vi skal ned på 20 - 30 kroner, så hvis genstanden er mere værd end det, så sælg det på nettet. Vær villig til at forhandle. Man skal ikke være for stejl på sine priser, tænk i stedet, at den ting, man siger farvel til, får et godt hjem.
6. - Det skal ikke være beskidt, men du behøver ikke, at få det renset og vasket. Det skal bare være pænt. Gør opmærksom på det, hvis ting har en defekt af en art. Både for din egen samvittighed og for køberen. Men lad være med at tage ting med på loppemarked, som ikke er i orden.
7. - I tilfælde af regnvejr, så sørg for at have et billigt overdække eller en billig presenning, som bare kan lægges over tingene. Men drop at gå på loppemarked, hvis vejret er dårligt. Der kommer ikke nogen, og det er bare dødsygt. Overskyet er godt loppevejr, det må ikke være for varmt. Folk skal kunne holde ud at være ude.
8. - Sørg for at have omkring 100 kroner i småpenge, og et par 50'ere i en lille boks eller en pengetaske om maven. Bare tasken ikke er for snæver at få hænderne ned i, så man står og fedter med byttepengene.
9. - Hav plastik poser, nogle gamle aviser og skraldeposer med, så du har noget at pakke tingene ind i, og så kunden kan bære flere ting.
10. - Hav en skammel til dig selv eller et tæppe, så man kan sidde på jorden. Medbring masser af vand, eventuelt en termokande og hent morgenbrød, så man har til hele dagen. Man skal altid være to. Så er der nogen ved boden, hvis du skal tisse, og det er i det hele taget ikke sjovt at stå alene.
Ting der sælger godt
- Det der går godt på et loppemarked er ofte billigt tøj, børnelegetøj og tøj, LEGO, byggesæt, spil og puslespil, siger Grouleff og fortsætter:
- Man skal have en loppebod for hyggens skyld, ikke for pengenes. Derfor er det også vigtigt for én selv, at det er hyggeligt at være i din bod.
Denne artikel er lavet i samarbejde med Alive