27. apr. 2012
Af af Thomas Flindt

Prinsesse Märtha Louise flytter med familien til London

Prinsesse Märtha Louise og hendes mand Ari Behn med deres tre døtre Maud Angelica, Leah Isadora og Emma Tallulah.
Prinsesse Märtha Louise og hendes mand Ari Behn med deres tre døtre Maud Angelica, Leah Isadora og Emma Tallulah.
Foto: AOP
Den norske ”engle-prinsesse” flytter med sin mand Ari og deres tre piger til England.

- De flytter til London fordi de har lyst til at prøve at bo udenlands med familien i en periode. Det er lettere at rejse mens børnene stadig er små. De rejser for at få nye impulser og for at børnene skal lære sprog, fortæller slottets kommunikationschef, Marianne Hagen, til Dagbladet.

Märtha Louise, 40, og Ari Behn, 39, har døtrene Maud Angelica, Leah Isadora og Emma Tallulah på henholdsvis 8, 7 og 3 år, som alle vil komme til at gå på en britisk skole.

Det er stadig ikke bestemt, hvor lang tid parret bliver boende i London, men de kan se frem til nogle begivenhedsrige første måneder i den engelske hovedstad. Den 24. maj har prinsesse Märtha Louise og Ari Behn 10-års bryllupsdag og så afholdes de Olympiske Lege til sommer i London.

Selvom den norske prinsesse flytter til England, betyder det ikke at hun vil vige fra sine officielle pligter, og det ventes også, at hun vil pendle mellem London og Oslo for at drive sin engleskole med kollegaen Elisabeth Nordeng.

- Märtha og Ari har jo for øvrigt boet i Storbritannien en periode før - og de har begge mange venner i London, siger den royale ekspert, Kjell Arne Totland til Dagbladet.

Læs mere om: