Kærligheds-drama forærede dronning Elizabeth tronen

-Jeg ved, at det ville være umuligt for mig at udføre mine pligter som konge uden hjælp og støtte fra den kvinde, jeg elsker.

Med disse berømte ord forsøgte kong Edward VIII i en radiotale at få folket til at forstå sin chokerende beslutning om at frasige sig tronen. Den historiske tale blev sendt den 11. december 1936 fra Windsor Slot. Dagen før havde Edward indleveret sin abdikation.

Kvinden, han omtalte, var Wallis Simpson, der havde skabt en dyb konstitutionel krise i Storbritannien, efter at kongen havde ytret et seriøst ønske om at gifte sig med den fraskilte kvinde. Modstanden mod ægteskabet havde været enorm, og Edward tog derfor konsekvensen og forlod tronen - dog modvilligt.

Efter Edwards udnævnelse til konge af Storbritannien den 20. januar 1936, holdt han stædigt fast i Wallis - og endte med at fri til hende. Det accepterede dog hverken regeringen, kirken eller hoffet, og kongen tog derfor den historiske beslutning at abdicere fra tronen, hvilket skete i december 1936.

Parrets passionerede kærlighed til hinanden ændrede tronfølgen i det britiske kongehus og fik dermed voldsomme konsekvenser for resten af familien. Kong Edward overlod tronen til sin lillebror, den stammende ­George VI, der var skrækslagen ved tanken om at skulle være konge. Ifølge biografien "Elizabeth" var abdikationen den værste oplevelse nogensinde for Edwards mor, dronning Mary.

Med Edwards farvel til sit rige blev også Georges ældste datters skæbne beseglet. Elizabeth overtog sin fars trone ved hans død i 1952 og sidder stadig som regent i dag.

Det var første gang i det britiske monarkis historie, at en regent frivilligt havde frasagt sig tronen.

Edward opgav alt for sit livs kærlighed, og sammen blev de tvunget til at gå i eksil på ubestemt tid. Det forelskede par flyttede til Frankrig, hvor de lånte slottet Château de Candé i Monts.

I maj 1937 gik Wallis' skilsmisse fra sin daværende mand igennem, og hun og Edward kunne endelig gifte sig. Kun en måned efter fandt vielsen sted ved en enkel bryllupsceremoni og uden deltagelse af den kongelige familie. Bryllupsdatoen var Edwards afdøde fars fødselsdato, den 3. juni 1937, og Wallis kunne derefter kalde sig hertuginde, men blev nægtet titlen "Kongelig Højhed".

Mange undrede sig over, hvad der gjorde Wallis så speciel, at kongen havde abdiceret for hende. En del af forklaringen kom Edward selv med i sin selvbiografi fra 1951: "Hun lovede at bringe noget ind i mit liv, som ikke var der. Jeg var overbevist om, at med hende ville jeg være et mere kreativt og nyttigt menneske", lød det.

Andre mente, at han var tiltrukket af hendes dominerende personlighed. Men selv om parret nu havde fået papir på hinanden og kunne leve sammen for evigt og uden indblanding fra andre, var alt ikke lykke.

Wallis følte, at hun måtte kompensere for alt det, som Edward havde opgivet for hende, ved at gøre hans liv så kongeligt som muligt og blandt andet indrette deres hjem ekstremt luksuriøst, mens Edward med tiden begyndte at lide under mangel på meningsfuld beskæftigelse.

Samtidig var parret ikke velkomment i England, hvor man var bange for, at Edward skulle overstråle sin sky bror, George, der nu var konge.

Rastløsheden var altid til stede i Edward og Wallis' tilværelse. Selv om de havde smukke steder at opholde sig i, pendlede de i 1950'erne og 1960'erne mellem New York og Paris, hvor de deltog i en lang række jetsetfester.

Hertugparret var sjældent i England. Edward rejste dog til sit gamle hjemland i 1952 for at deltage i sin bror George VI's begravelse, dog uden Wallis, der året forinden havde sagt til sin mand om England:

"Jeg hader dette land. Jeg vil hade det, til jeg dør". Senere samme år blev de tilbudt at flytte ind i et hus nær Paris af byens myndigheder, hvilket de tog imod. Her blev de boende i de næste mange år.

I marts 1965 tog parret sammen til London, da Edward skulle opereres i øjnene. I den forbindelse besøgte dronning Elizabeth dem og mødte Wallis for første gang siden abdikationen. Hun blev kun i 25 minutter, men mødet gik godt, og derefter begyndte Elizabeth at få et tættere forhold til sin onkel og hans kone. Allerede i 1967 var hertugparret tilbage i London, hvor de for første gang sammen deltog i en kongelig familieceremoni, da de overværede afsløringen af et navneskilt, som markerede hundredåret for dronning Mary.

Både dronning Elizabeth og prins Charles besøgte i de efterfølgende år parret i Paris, og Elizabeth nåede at se sin onkel kort før, han døde.

Wallis mistede sin mand i 1972, hvor han døde af kræft i deres hjem i Frankrig, men han fik lov til at blive begravet i sit elskede England på Windsor Castles grund.

Med til begravelsen var den kongelige familie og selvfølgelig Wallis, der allerede var mærket af demens. I de 14 år, som Wallis overlevede sin mand, levede hun et tilbagetrukket og isoleret liv, hvor hun blev mere og mere skrøbelig.

Hun døde den 24. april 1986 i sit hjem Bois de Boulogne i Paris. Begravelsen fandt sted i St. George's Chapel, Windsor Castle, og hun blev begravet ved siden af sit livs store kærlighed.