Livsstil: Sådan kommer du i gang med grill-sæsonen
Hvis du aldrig har grillet før, er det ikke helt let at vide, hvordan man får mest ud af at grille.
Men det er bestemt ikke svært - det handler bare om at kende de rigtige tricks.
Idényt, som uddeles til husejere i hele landet, har følgende syv bud på, hvordan du kommer godt i gang med grillsæsonen.
- Det er vigtigt at forberede sig godt, når man skal grille. Der skal gerne være læ, og grillen skal klargøres ved, at asken fjernes, og risten rengøres.
- Brug en grillstarter og fyld den halvt op. Mængden af kul hænger sammen med, hvor længe de skal varme.
- Du tænder grillstarteren ved at placere to-tre optændingsblokke på den nederste rist, placere grillstarteren med kullene ovenpå og give dem ca. 30 minutter til at blive klar. De skal gerne være lidt hvide og glødende.
- Når kullene er klar, hældes de på grillen. Smør gerne risten med lidt olie, så kød og grøntsager ikke hænger fast. Når du bruger kuglegrill, skal du huske at åbne spjældet og lukke låget.
- Skal du grille bøffer eller pølser, skal du grille ved den direkte metode. Den bruges, når kødet kun skal have kort tid, da det placeres lige over kullene.
- Indirekte grill bruges eksempelvis til grøntsager og stege, der skal have lidt længere tid og ikke har godt af for meget direkte varme. Her skubbes kullene ud i siderne af grillen, mens maden ligger midt på kuglegrillen. Det er en
god idé at bruge en drypbakke.
- Tag din køkkenhygiejne med ud til grillen. Brug ikke de samme redskaber til kød og grønt, og det stegte kød skal ikke på samme tallerken som det rå.
Kilde: Idényt
Denne artikel er lavet i samarbejde med Alive.