Hvad gør de kongelige med alle de blomster de modtager?
Kære kongelige brevkasse!
Hvad gør de kongelige med alle de blomsterbuketter, de modtager? Tager de dem med hjem, eller bliver de givet væk til "velgørenhed", dvs. til hospitaler, plejehjem osv.?
Venlig hilsen
Janni Hansen
-
Kære Janni Hansen!
Så vidt jeg er orienteret, er kongehusets (kvindelige) medlemmer særdeles taknemmelige og glade for de blomster, de modtager i forbindelse med repræsentative opgaver. De forsøger derfor at få plads til dem i privaten.
Det lykkes ofte, for de råder over mange kvadratmeter, hvor buketterne kan pynte. Flere af de kongelige slotte pyntes op med blomster efter en fast rutine og efter særlige aftaler med en række underleverandører, men der er tit og ofte plads til de ekstra buketter.
Undertiden er blomsterne, som de modtager, dog i en sådan stand, at de må kasseres.
Mange hilsner
Jon Bloch Skipper
Har du spørgsmål til Den Kongelige Brevkasse, så send dit spørgsmål til jon@billed-bladet.dk, eller klik her!