Prins Froilan udskrevet fra hospitalet
Prins Felipe Juan Froilan virkede noget betuttet, da han siddende på bagsædet af familiens bil blev fragtet hjem efter at være blevet udskrevet fra det hospital i Madrid, hvor han har været indlagt siden påske, hvor han skød sig selv i foden med sin fars jagtvåben.
Det 13-årige barnebarn af kong Juan Carlos og dronning Sofia kom galt afsted under et besøg hos sin far, der er skilt fra regentparrets datter prinsesse Elena.
Det spanske hof meddeler, at prins Froilan stadig skal modtage behandling for sine skader, men at dette fremover kan foregå hjemme. Prinsen blev hentet af sin mor på hospitalet, hvor han har fået besøg af blandt andre dronning Sofia.
Vådeskuddet skabte en del debat i Spanien, hvor det er ulovligt for personer under 14 år at håndtere våben under alle omstændigheder.