Casper Christensen og SE & HØR bryder med hinanden
Komikeren Casper Christensen og sladderbladet SE og HØR besluttet sig for at gå hver til sit. Men det humoristiske indslag i SE og HØR - Satirepolitiet - fortsætter uændret.
Både SE og HØR og Casper Christensen har været meget tilfredse med indholdet af nyskabelsen Satirepolitiet, men der har været et par sager, som viser, at det kan være meget svært for en kendt komiker og et nærgående ugeblad at have en så tæt relation.
- Jeg har meget stor respekt for, at Casper turde gå i seng med fjenden og er rigtig tilfreds med det, hans funnyhaha-komikere har leveret til SE og HØR, men jeg tror også, det er den rigtige beslutning, at vi nu går hver til sit, siger SE og HØRs chefredaktør Kim Henningsen.
Casper Christensen er meget enig:
- SE og HØR har altid været en del af mit voksne liv, hvilket bestemt ikke altid har været frivilligt. Jeg indgik samarbejdet med SE og HØR med intentionen om at få drejet bladet over i en humoristisk retning. Jeg håber på, at sladderjournalistikken kan blive ved med at handle om kendte - men hellere med et glimt i øjet end en telelinse i busken. Om det lykkes, må fremtiden vise. Men bare rolig: SE og HØRs læsere skal nok ikke regne med, at jeg forsvinder helt fra bladets farverige sider fremover, siger Casper Christensen med et glimt i øjet.
Læserne kommer ikke til at undvære Satirepolitiet. Det vil køre videre med nogle enkelte af de komikere, som bladet har fået skabt en god kontakt og humorforståelse med i løbet af prøveperioden.