Laura Drasbæk om at være herre i eget hus
Den 37-årige skuespiller Laura Drasbæk, som blandt andet er kendt fra "Vild med dans", har fundet kærligheden i stuntmanden Lasse Spang Olsen efter to forliste ægteskaber. Men de huslige pligter er de ikke fælles om, for Laura Drasbæk ved bedst, fortæller hun i et nyt interview med gratismagasinet "Om", der produceres for supermarkedskæden COOP.
- Min søn vil hjælpe med at støvsuge, så gør jeg det først og overlader først da støvsugeren til ham. For han gør det jo ikke ordentligt, og det er irriterende. Jeg har faktisk også oplevet det med min kæreste. Jeg elsker da, at han gider støvsuge, men jeg elsker bare mest, når jeg selv støvsuger. Det er lidt strengt, men jeg er bare bedst til at støvsuge, slår hun fast i interviewet.
Forfærdeligt at have rengøringskone
Laura Drasbæk har det i hele taget bedst med at være herre i eget hus. På samme måde faldt det heller ikke i god jord, at hendes unavngivne ekskæreste havde en rengøringskone til at ordne skidt og møg i deres fælles hjem.
- Min tidligere kæreste havde en rengøringskone, da jeg flyttede ind hos ham, og så beholdt vi hende. Det var forfærdeligt. Der gik en hel uge, før hun kom igen, og imens kunne jeg gå og tænke: Arj, hvor er der ulækkert på badeværelset... men jeg vidste jo, at hun først kom på lørdag, og skulle jeg så selv gøre det? Jeg kan bedre lide, at rengøring er min afdeling, siger hun.
Den nuværende kæreste, Lasse Spang Olsen, kompenserer dog for sin manglende kunnen udi rengøring ved at have bygget et drivhus, hvor hans kæreste kan give sine grønne fingre frit løb.
- Sidste år gik mine hjemmedyrkede tomater bersærk i mit dejlige drivhus, som min kæreste har bygget af gamle vinduer. Der var nok 200 tomater i drivhuset. Min fryser er stadig fyldt med tomatpure, som jeg bruger, når jeg laver tomatsauce eller spaghetti med kødsauce. Tomater er så taknemmelige, de dufter, og jeg bliver helt glad i låget over, at det er mine egne hjemmedyrkede, siger hun til magasinet.