Hvem er mest populær? Kate eller Mary?
Kære kongelige brevkasse!
Er Mary eller Kate den mest populære?
Med venlig hilsen
Jannie Hansen
Kære Jannie Hansen!
Det er et af den slags spørgsmål, der egentlig ikke kan besvares. Dels taler vi om en britisk hertuginde på 29 år og en dansk kronprinsesse på 39, dels om to forskellige mennesker med hver deres unikke baggrund og livssituation.
Ikke desto mindre sammenligner mange de to. Det er forståeligt. Mary og Catherine er begge borgerlige kvinder, der ved skæbnens mellemkomst blev kongelige. De er centrale personer i hhv. det danske og britiske kongehus.
Desuden er de begge intelligente, veluddannede og professionelle repræsentanter for deres land, og de nyder stor anseelse over alt - ikke mindst p.g.a. deres sociale engagement og som solide og kærlige støtter for deres mænd. Der er ingen tvivl om, at prins William og kronprins Frederik har været heldige i deres valg af ægtefælle, og at såvel det britiske som danske monarki er styrket med disse enestående kvinder.
At hertuginden og kronprinsessen sammenlignes, skyldes også deres udseende og interesser. De to, der i øvrigt begge hedder Elizabeth, er smukke og stilfulde brunetter, der er blevet modeikoner for tusindvis af kvinder, og de elsker begge sport og friluftsliv. Det er dog svært at sige, hvem der er mest populær.
Den slags kan ikke måles, og desuden er det individuelt, hvilke kvaliteter man værdsætter hos det enkelte menneske. Med fare for at få ørene i maskinen vover jeg dog pelsen: Hertuginde Catherine mangler måske et par børn, før hun helt når kronprinsesse Marys højder.
Venlig hilsen
Jon Bloch Skipper
Har du spørgsmål til Den Kongelige Brevkasse, så send dit spørgsmål til jon@billed-bladet.dk, eller klik her!