14. mar. 2012
Af af Trine Larsen

Kongelige og kendte til Arena-premiere

Prins Nikolai og prins Felix i højt humør sammen med Pjerrot ved åbningen af Arena.
Prins Nikolai og prins Felix i højt humør sammen med Pjerrot ved åbningen af Arena.
Foto: Lars. H. Laursen
Der var en vrimmel af både kongelige og kendte, da Cirkus Arena tirsdag aften åbnede teltet på Bellahøj for årets cirkus-sæson - og dermed varslede forårets komme.

Deltagelsen fra kongehuset stod et par af familiens yngste prinser for, idet prins Nikolai og prins Felix var på plads blandt publikum. Inden de overværede forestillingen, som de så ud til at nyde, fik de - som alle andre gæster - udleveret en flot medalje af Pjerrot.

Medaljen, der er prydet med en klovn og en elefant, symboliserer dén guld-regn, som Cirkus Arena i år danner rammen om.

Både Nikolai og Felix, samt de 1700 inviterede gæster kunne nemlig opleve det forrygende akrobatiske elefant-nummer med Casselly-familien, som for få uger siden gav Cirkus Arena, Monte Carlos verdensberømte Guldklovn. En anerkendelse, der for første gang nogensinde blev givet til Danmark, og som svarer til filmverdens Oscar.

Cirkus-direktør Benny Berdino kan også glæde sig over, at fyrst Albert og hans søster, prinsesse Stephanie, foruden Guldklovnen, også overrakte dem Publikumsprisen 2012.

De mange kendte, der tirsdag mødte op med børn og børnebørn, var åbenbart enige, for de fik tilsyneladende præcis den slags cirkus og gyldne øjeblikke de kom efter. Flere gange rejste publikum sig op og gav artisterne stående ovationer, som fyldte teltet med en helt speciel og fortættet stemning der understregede guld-festen på Bellahøj.

Cirkus ligger på Bellahøj indtil 9. april inden turneen fortsætter rundt i hele landet.

Læs mere om: