Her er finalisterne i kampen om BILLED-BLADETs TV-Guld 2011
BILLED-BLADETs TV-Guld uddeles fredag den 16. marts 2012 ved en eksklusiv gallafest i Odd Fellow palæet i København, hvor hele den danske TV-branche deltager. Her bliver det afsløret, hvem BILLED-BLADETS læsere har stemt på som årets kvindelige TV-vært, årets mandlige TV-vært, årets stjerneskud og årets TV-program.
BILLED-BLADETS TV-Guld adskiller sig fra andre tv-priser, ved at det er læserne og ikke branchefolk i form af TV-anmeldere, TV-chefer eller udvalgte jurymedlemmer, der vælger vinderne. Derfor bliver BILLED-BLADETS TV-Guld også i branchen betragtet som en af årets vigtigste begivenheder, da prisuddelingen fungerer som læsernes og seernes forlængede arm.
Sidste års vinder af BILLED-BLADETS TV-Guld for årets mandlige TV-vært, Mikkel Beha Erichsen fra TV 2's Go' Morgen Danmark, er stolt af den anerkendelse, han fik fra BILLED-BLADETS læsere.
- Jeg blev super glad. Det betød utroligt meget for mig, at jeg vandt sidste år, fordi det er læserne og seerne, der har stemt. Det viser, at man gør det godt, og at den tid - man bruger på at forberede sig og sætte sig ind i de historier, man skal videreformidle - er givet godt ud. Jeg brænder for at lave godt og nærværende TV for danskerne, og det er et kæmpe skulderklap at modtage prisen, fortæller Mikkel Beha Erichsen, vært på TV 2 Go' Morgen Danmark.
BILLED-BLADETS TV-Guld er også en vigtig pris for TV-kanalerne, da de forskellige TV-programmers succes i høj grad afhænger af, om det er seernes favorit, der indtager værtsrollen.
BILLED-BLADETS læsere har igennem den sidste måned haft mulighed for at stemme på deres favoritvært og favorit TV-program.
Her er de nominerede til BILLED-BLADETS TV-Guld
Årets kvindelige TV-vært: Louise Wolff (DR), Lisbeth Østergaard (TV 2), Cecilie Frøkjær (TV 2), Michèle Bellaiche (TV 2) og Divya Das (TV 2)
Årets mandlige TV-vært: Abdel Aziz Mahmoud (DR), Mikkel Beha Erichsen (TV 2), Johannes Langkilde (TV 2), Morten Ankerdal (TV 2) og Jes Dorph Petersen (TV 2)
Årets stjerneskud: Rie Helmer Nielsen (DR), Ane Cortzen (DR) og Julie Zangenberg (TV 2)
Årets TV-program: Gintberg på kanten (DR), Lykke (DR), Bonderøven (DR), Borgen (DR) og Vild med dans (TV 2)
Udover de fire TV-priser, der vælges af BILLED-BLADETs læsere, uddeles BILLED-BLADETs TV-GULD også til årets bedste TV-dokumentar. Prisen er blevet uddelt siden 1989 og er på 100.000 kr. Det gør den til en af branchens største, og formålet er at støtte produktionen af danske dokumentarprogrammer, der bygger på kvalitet, engagement og professionalisme.
Vinderne offentliggøres ved BILLED-BLADETS TV-Guld-gallafest den 16. marts 2012 i Odd Fellow palæet i København. Dørene åbnes kl. 17.30 og gæsterne er inviteret til kl. 18.00.
De vandt sidste år
- Årets kvindelige TV-vært: Puk Elgård, DR Aftenshowet
- Årets mandlige TV-vært: Mikkel Beha-Erichsen, TV 2s Go' Morgen Danmark
- Årets stjerneskud: Christiane Schaumburg-Müller, TV 2
- Årets TV-program: Vild med dans, TV 2