Whitney Houstons grav bevogtes stadig
Whitney Houstons sidste ønske gik i opfyldelse, da hun søndag den 19. februar blev begravet ved siden af sin far, Russell Houston Jr. Han døde i 2003 i en alder af 73 år.
Ifølge det amerikanske underholdningssite TMZ så fortæller kilder tæt på den afdøde sangerinde, at hun gerne ville være tæt på sin far, når hun havde taget sit sidste åndedrag. Den legendariske sangstjerne blev derfor stedt til hvile på Fairview Cemetery i Westfield, New Jersey, 40 kilometer fra New York. Dagen før blev en stor mindehøjtidelighed holdt i Whitney Houstons egen barndomskirke, New Hope Baptist Church i Newark.
Kirkegården, hvor familiegravstedet ligger, har en størrelse, der svarer til 80 fodboldbaner, og den er blevet lukket på ubestemt tid for uvedkommende. I forbindelse med Whitney Houstons begravelse opstod der nemlig enorme trafikproblemer ved kirkegården, da sørgende fans valfartede til stedet. Desuden rygtedes det, at Whitney Houston blev begravet med dyre smykker på, og af frygt for forsøg på gravrøveri hyrede kirkegårdens administration vagter til at holde øje med graven.
Sangerinden blev fundet død lørdag den 11. februar i et badekar på et værelse på Beverly Hilton Hotel. Hun blev kun 48 år og efterlader sig datteren Bobbi Kristina på 18 år.
Husk at købe Billed-Bladet på torsdag den 8. marts. Der forkæler vi nemlig vores læsere med superfilmen "The Bodyguard" fra 1992, hvor Whitney Houston giver en stjernepræstation sammen med Kevin Costner.