20. feb. 2012
Af af Thomas Flindt

Det svenske hof bekræfter: Madeleine og Chris bor sammen

Prinsesse Madeleine
Prinsesse Madeleine og Chris O'Neill fotograferet ved en tidligere lejlighed.
Foto:AOP
Den svenske prinsesse har taget et skridt nærmere en forlovelse.

Forholdet mellem prinsesse Madeleine og Chris O'Neill er noget nær et eventyr. I foråret 2010 blev prinsessens bryllup med ekskæresten Jonas Bergström aflyst efter mistanke om utroskab. Den dengang ulykkelige prinsesse flyttede til New York for at arbejde med World Childhood Foundation og angiveligt for at komme sig over det hårde brud, men så vendte lykken.

I starten af 2011 florerede rygterne om romancen mellem Madeleine og forretningsmanden Chris O'Neill, og siden har kærligheden blomstret mellem de to. Chris blev siden introduceret for familien, og nu bor de to turtelduer også under samme tag.

- Ja, det stemmer. De har boet på samme adresse i længere tid, bekræfter det svenske hofs informationschef, Bertil Ternert, til svenske medier.

Allerede i november sidste år skulle parret have taget skridtet videre i deres forhold, og det giver kun svenskerne en endnu større tro på, at der er et nyt kongeligt bryllup på vej.

- Det viser definitivt, at det er vældigt seriøst. Nu tror jeg ikke, at det er umuligt, at der kommer en forlovelse inden et eller to år, spår eksperten Roger Lundgren.

Læs mere om: