Chok: Whitney Houston fundet død på hotel
Ifølge TMZ forsøgte man at genoplive Whitney Houston men uden held, og klokken 15.55 lokal tid blev hun erklæret død. Sangstjernen blev 48 år gammel.
Det forlyder at Whitney Houston festede igennem natten før dødsfaldet på netop Beverly Hilton hotel, hvor hun boede. Hun blev set i baren, hvor hun sad og drak, og snakkede højlydt med nogle venner.
Efter sigende havde hun det godt i timerne op til dødsfaldet. Whitney Houstons mor Cissy Houston talte med sin datter 25-30 minutter før hun døde, og her virkede sangerinden helt normal, fortæller kilder til TMZ, skriver eb.dk.
Det er almindeligt kendt, at Whitney Houston i årevis har kæmpet med et stort stofmisbrug, der foruden hendes karriere, har ødelagt hendes ellers så berømte sangstemme.
Den amerikanske sangerindes popularitet steg til vejrs gennem 1980'erne og 1990'erne. Her slog hun ikke bare igennem bag mikrofonen, men også på filmlærredet, og Houston havde blandt andet stor succes med filmen "The Bodyguard" fra 1992.
I 1994 vandt hun en Grammy for Årets Album for soundtracket til filmen, hvor hun især hittede med nummeret "I Will Always Love You".
I sin karriere vandt hun to Emmy'er, seks Grammy'er, 30 Billboard Music Awards og 22 American Music Awards. Hun har solgt 200 millioner albums verden over.
Hun efterlader datteren Bobbi Kristina, som hun fik med Bobby Brown, Parret havde et stormfuldt ægteskab og var gift fra 1992-2007.