6. feb. 2012
Af af Trine Fisker/Newsdesk og Louise Møller

Jordemoder: Mary kan stadig nå at få flere børn

Pladsen på den kongelige balkon kunne for alvor blive trang, hvis Mary får flere børn
Pladsen på den kongelige balkon kunne for alvor blive trang, hvis Mary får flere børn
Foto: Flemming Jeppesen
Mary fylder 40, men det skal ikke forhindre hende i at få flere børn, lyder det fra en jordemoder

Sidste år i starten af januar fødte kronprinsesse Mary tvillinger, og med de nu etårige tvillinger, prins Vincent og prinsesse Josephine, er kronprins Frederik og kronprinsesse Marys børneflok vokset fra to til fire.

Og selv om kronprinsessen fyldte 40 år den 5. februar, så er det ikke nødvendigvis hendes alder, der skal forhindre kronprinsparret i at blive forældre til endnu en prins eller prinsesse, siger jordemoder Lea Toft fra Jordemoderhuset.com til Alive.dk.

- Kronprinsesse Mary har rigtig mange gode ting kørende for sig, der taler for, at hun sagtens kan få endnu et barn. Hun er ikke-ryger, hvilket er en klar fordel. Hun er slank og veltrænet, hvilket også har rigtig meget at skulle have sagt, lyder det fra Lea Toft, der også peger på det faktum, at den 40-årige prinsesse allerede har født prins Christian, prinsesse Isabella og tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine.

- Hun har, så vidt vi ved, født fire børn uden komplikationer, og det taler også for, at hun sagtens ville kunne føde ukompliceret igen, så det er helt klart en fordel for hende, at hun allerede har været igennem flere fødsler, og at endnu en graviditet ikke vil være hendes første. Og hvis hun så oven i købet kan gå hen og blive naturligt gravid, så vil man i høj grad se på det som en sundhedsindikation, og det vil også betyde, at der er en mindre risiko for komplikationer, siger Lea Toft.

Man skal dog ikke glemme, at alderen altså har indflydelse på flere faktorer i forbindelse med en graviditet. Først og fremmest falder en kvindes fertilitet med alderen.

- Man siger, at 40-årige kvinder i gennemsnit er en fjerdedel så frugtbare som en 25-årig kvinde. Så chancen for overhovedet at blive gravid er væsentlig nedsat, jo ældre man bliver, forklarer Lea Toft.

Men hvis man på trods af sin alder alligevel ender med at blive gravid, så vil man blive mødt med en række andre øgede risici. Her er der blandt andet tale om en øget risiko for at få en spontan abort, forhøjet blodtryk og graviditetssukkersyge. Men det er ikke kun moderen, der står i skudlinjen. Der er også forøget risiko for fosteret.

- 40-årige kvinder, der bliver gravide, træder ind i en risikozone for kromosomfejl hos deres fostre, og her taler vi især om risikoen for at få et barn med Downs syndrom (mongolisme, red.). Jo ældre man er, og især når man er fyldt 40, stiger risikoen for at få et barn med Downs Syndrom. Faktisk er det særligt risikoen for at få et barn med Downs Syndrom, der vil være den største risiko for kronprinsessen, siger Lea Toft.

Risiko for at få et barn med Downs Syndrom

15-29 år 1:1500
30-34 år 1:800
35-39 år 1:270
40-44 1:100
Over 45 år 1:50

Læs mere om: