13. jan. 2012
Af af Isabella Hindkjær, Newsdesk og Louise Møller

Dronning Margrethe om sin stil: Jeg er blevet mere skamløs

Dronning Margrethe
Dronning Margrethe
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Dronning Margrethe har ingen stylist og tegner selv sine kjoler, afslører forfatter bag ny bog om dronningens stil

Har man fulgt dronning Margrethes 40 år på tronen, har man også oplevet alle hendes eventyrlige, kongelige kjoler.

Danmarks royale jubilar er nemlig en modebevidst kvinde, der gør sig mange tanker om mode og påklædning. Det ved konserveringsteknikker Katia Johansen, der på baggrund af sine samtaler med dronningen går helt tæt på regentens personlige stil og smag i den nye bog "Dronningens kjoler".

- Dronningen er uhyre kvalitetsbevidst, og hun har en stor viden om stoffer og mode. Samtidig er hun meget opmærksom på, hvad forskellige situationer kræver af påklædning. Hun ved, at alle kigger på hende, og at det spiller en rolle, hvad hun har på. Det har hun fået ind med modermælken, siger forfatteren

Dronning Margrethe elsker Knald på farverne

Og hvor mange kvinder bliver mere afdæmpede og konservative i deres påklædning med alderen, er dronning Margrethe blevet mere eksperimenterende gennem årene.

- Jeg er blevet ældre og mere skamløs, udtaler dronningen i bogen om sin stil og glæde ved stærke farvekombinationer som pink-rød-orange-gul.

- Dronningen er meget farvebevidst, og det hænger flot sammen med hendes kreative væsen og hendes erfaring med scenografi og malerkunst, siger Katia Johansen. - Dronningen er meget modig i sit farvevalg, og hun vil gerne lyse op, når hun klæder sig på. Derfor ser man hende oftere i flere klare farve end andre royale kvinder, som f.eks. Storbritanniens dronning Elizabeth.

Selv i en alder af 71 år er dronning Margrethe ikke bange for at skille sig ud ved at mikse og matche på original vis.

- Dronningen siger, at enten skal tingene passe sammen - eller også skal de slet ikke passe sammen. Det kræver en vis modighed og et godt øje at turde være kreativ på den måde, fortæller bogens forfatter.

Og da Katia Johansen talte med dronningen, fandt hun ud af, at der en særlig grund til, at dronningens brogede farvevalg er værd at lægge mærke til.

- Det er bemærkelsesværdigt, fordi det ikke ligger naturligt til hende. Hun har selv sagt, at hun har været meget genert anlagt, og så har man måske mest lyst til at tage en neutralfarvet spadseredragt på. Men det gør hun ikke, for hun har været opmærksom på, at det er vigtigt, at hun lyser op, når hun optræder i offentligheden.

Dronningen har ingen fast stylist

Selv om dronningen har skarpe konkurrenter i de to stilfulde prinsesser Mary og Marie, skiller regenten sig ud fra de øvrige royale kvinder. I modsætning til kronprinsesse Mary har dronning Margrethe nemlig ingen stylist til at definere sin personlige stil.

- Dronningen kunne se meget anderledes ud, hvis hun havde en fast stylist. Men der er dronningen meget uafhængig. Hun har den indstilling, at det er hende, der går rundt i sin egen krop, og derfor vil hun selv bestemme. Det betyder ikke, at hun er uimodtagelig over for gode råd, men hun vil gerne have nogle muligheder, som hun kan sortere i, siger Katia Johansen.

Ifølge Katia Johansen er der da også stor forskel på Mary og Margrethes tilgang til stil og mode.

- Mary er dødgod til at vælge mellem tøj og designs, der allerede er lavet, hvor dronningen har en langt større trang til selv at bestemme og designe sit tøj. Derfor tror jeg også, at Mary vil have en helt anderledes stil, når hun fylder 70.

- Og så er der alderen og stillingen til forskel. Mary går stadig i dronningeskole, og hun skal derfor iagttage og lære, mener forfatteren.

Dronning Margrethe genbruger dyre kjoler

Dronning Margrethe er ikke bare modebevidst, hun er også fornuftig og genbruger ofte sine store rober.

- Når de store kjoler bliver genbrugt, er det et udtryk for sund fornuft hos dronningen. Man har jo investeret meget i sådan en kjole, og der er heller ikke plads til flere hundrede af den slags, siger Katia Johansen.

Dronningen bruger også sin kreativitet til at sikre sig, at de nye kjoler kan laves om og på den måde bruges i flere forskellige sammenhænge.

- Når kjolen kreeres, er man fra start ofte meget opmærksom på, at den skal kunne syes om. Det er kendetegnene ved kjoler, der er syet ordentligt, at de f.eks. kan tages ind og ud, og at man kan skifte ærmerne. Derfor har dronningen ofte benyttet samme kjoler, hvor de blot er blevet syet om til en ny lejlighed, siger Katja Johansen.

- Det er jo ikke af økonomisk tvang, at dronningen genbruger sit tøj. Men hun ser det som en kreativ proces, at man kan sy tøjet om. Men der er også kjoler, der ikke bliver rørt ved, som hun ynder at tage på igen, fordi de har haft en særlig betydning og er knyttet til dejlige mindre fra bestemte lejligheder.

Læs mere om: