Kim Larsen udeblev fra ekskonens begravelse
Ægteskabet mellem Kim Larsen og Hanne Qvist Larsen - kærligt kaldet "Kranen" - holdt så lang tid, at de var to år fra et sølvbryllup, og parret fik tre børn sammen, Sylvester, Alice og Molly. Alligevel var Kim Larsen og Hanne Qvist Larsen hver for sig, da hun i dag blev begravet fra Kapernaumskirken i Københavns Nordvestkvarter.
Hanne Qvist Larsen døde den 24. december, og de nærmeste var samlet omkring hendes kiste, der stod og dannede en melankolsk kontrast til kirkens juletræ. Hun blev skilt fra Kim Larsen i 1994.
Blandt de fremmødte i kirken var Gasolin's bassist Wili Jønsson og guitaristen Franz Beckerlee. De kunne se Hanne Qvist Larsens kiste blive båret ud af kirken til tonerne af "Kvinde Min", som Kim Larsen engang skrev med hende i tankerne.