Hvorfor vil prins Charles’ kone ikke være dronning?
Kære kongelige brevkasse!
Når Charles bliver konge, hvilken titel får Camilla så? Jeg har hørt, at hun ikke bliver dronning.
Venlig hilsen
Jeanette Strange Balle
-
Kære Jeanette Strange Balle!
Camilla blev formelt Storbritanniens "kronprinsesse", dvs. "prinsesse af Wales", da hun giftede sig med Charles, den såkaldte "prins af Wales".
Hun har imidlertid valgt at blive tituleret som "Hendes Kongelige Højhed Hertuginden af Cornwall" utvivlsomt for at slippe for den konstante sammenligning med sin mands første kone, Diana, "prinsesse af Wales", der gik over i historien som "folkets prinsesse".
Qua sin fortid, sin rolle i Charles og Dianas forliste ægteskab og i respekt for briternes følelser for den afdøde prinsesse har hertuginde Camilla valgt, at hun som den første i britisk historie vil antage titlen "Hendes Kongelige Højhed Prinsessegemalinden" ("HRH The Princess Consort"), når hendes mand bliver konge.
Tidligere har alle britiske kongers hustruer fået titlen "dronning" ("Queen Consort").
Mange hilsner
Jon Bloch Skipper
Har du spørgsmål til Den Kongelige Brevkasse, så send dit spørgsmål til jon@billed-bladet.dk, eller klik her!