22. dec. 2011
Af af Marianne Singer

Rasmus Seebachs drømmejul: At få far tilbage for en aften

Rasmus Seebach
Rasmus Seebach
Foto: Lars Laursen
Den følsomme sanger Rasmus Seebach glæder sig til sin familie-jul, hvor der kun mangler én.

- Hvordan holder du jul?
- Jeg holder altid sammen med familien og holder også i år jul hjemme hos min mor i Vanløse. Jeg har ikke prøvet andet. Jeg har altid været virkelig, virkelig glad for jul. Ikke af en eller anden religiøs årsag, men fordi det er en tid, hvor vi dyrker det med at forkæle hinanden og spendere så meget tid som muligt sammen.

- Hvilke juletraditioner hører til hos jer?

- Vi har altid fået and, men jeg bliver også lidt ked af det, hvis ikke vi får flæskesteg. Man skal ikke undervurdere, hvor vigtigt det er at få flæskesvær mellem første og anden portion andesteg. Og så får vi risalamande og danser om juletræet. Vi er meget traditionelle.

- Den bedste jul?
- Min yndlingsjul skulle helt klart være at få min far tilbage for en aften og så lige give min mormor og morfar nogle ekstra kræfter. De vil gerne være med i halvanden time, men så bliver de trætte og vil gerne hjem. Men så er der også kommet nye, fantastiske ting ved ju­len ... min niece Josefine har skabt en glæde, som ikke har været der i lang tid.

- Hvem får julegaver?

- Vi giver altid hinanden julegaver. Folk bliver ikke sure, hvis de ikke får noget. Men det er lige så meget, fordi man elsker at give en gave. Jeg er ikke en sidste øjebliks-køber og har allerede fundet ud af, hvad min mor og søster skal have.

- Hvad ønsker du dig?
- Der er en masse køkkenredskaber, som jeg virkelig ønsker mig - jeg mangler bl.a. en stor, god gryde.

Læs mere om: