11. dec. 2011
Af af Ken Richter

Adam Price: Her lader jeg op

Adam Price
Adam Price
Foto: Scotsport
Idémanden og hovedforfatteren bag ”Borgen”, Adam Price, slapper af med jagt i det skotske højland. Der bliver også tid til at lave mad sammen med kæresten. Og med rigeligt smør

41-årige Adam Price har mange jern i ilden. Lige nu er han mest optaget af - sammen med sin storebror James - deres nye restaurant, der åbnede 1. december i København, og så er der opskrifter til madprogrammerne "Spise med Price". Oveni er Adam i fuld gang med at skrive nye, spændende afsnit til tredje omgang af "Borgen".

- Meget af det, jeg laver, foregår på mit kontor, hvor jeg sidder og kigger ind i en computerskærm. Derfor har jeg brug for at komme væk og få ladet batterierne op. Det gør jeg bedst ved at tage på jagtture i Skotland, fortæller Adam, der netop har været en tur i det skotske sammen med sin kæreste, Mischa Jemer.

- Jæger har jeg været i mange år, for jeg er voldsomt glad for naturen, og i Skotland er den helt enestående. Det er som at træde tilbage i tiden med de enorme vidder i højlandet og de uendelige stendiger. Desuden er skotterne et både råt og ligefremt folkefærd, som jeg holder meget af.

De seneste år har Adam Price specielt foretrukket at tage på jagtture til den flotte natur i højlandet, der kun ligger en times kørsel fra Aberdeen.

- Der er en kolossal vildtbestand i det område, hvor det er muligt at opleve en helt enestående jagt. Bagefter er det rigtig sjovt at tilberede det vildt, jeg selv har skudt. Det giver også inspiration til nye retter, siger Adam, der i køkkenet fik hjælp af sin kæreste.

I år har jagtturen til Skotland været på en lidt anden måde end de tidligere år, hvor Adam udelukkende har været med for fornøjelsens og oplevelsens skyld. Denne gang har han også været på arbejde, for Adam har stået for at lære de andre jægere i selskabet, hvordan de kan lave spændende retter af dagens jagtbytte.

- Det har været en kombination af hyggeligt køkkenarbejde og ferie, men mest ferie. Jeg har heller ikke brugt al min tid på jagt, for jeg nyder også bare at gå i fjeldet eller tage på en længere tur i bjergene, siger den madglade jæger.

Læs mere om: