Maria Montell græd for åben skærm
DR's nye serie "Sådan er kærligheden" viser kendte par, som fortæller om kærligheden til deres partner, deres første møde, og hvad de faldt for.
Det største indtryk i programmet onsdag aften gjorde den kønne sangfugl Maria Montell, som kærligt og ærligt fortalte om sin store kærlighed for sin mand, Tomas Villum Jensen.
Maria lagde ud med, at han egentligt slet ikke var hendes type. Hun søgte mørkhårede, tænksomme typer. Thomas var lyshåret, med blå øjne og for "Hej hej, sorgenfri". Derimod blev Tomas hurtigt forelsket i Maria og vidste, at hvis følelserne ikke var gengældt, kunne de ikke ses længere.
En ven bad Maria vælge, og sangerinden og tidligere kæreste med kronprins Frederik, reagerede ved at rejse væk et stykke tid. Da hun kom tilbage til Danmark, tog hun direkte hen til en ekskæreste.
- Jeg sad i hans køkken og spiste en pølsemad, da jeg pludselig tænkte, at jeg vist var gået forkert", siger Maria i udsendelsen, som med det samme ringede til Tomas og sagde, at hun lige kom forbi og egentligt gerne ville overnatte. Hun "savnede vist ham der Tomas Villum Jensen", siger hun.
Forelskelsen slog ned som et lyn i Maria Montell. - Så bliver det bare en mere dyb forelskelse for hver dag. Og nu tuder jeg, siger smukke Montell ærligt med et lille smil og med hænderne op for øjnene.