BILLED-BLADETs hold i Australien: Seks dage med Mary og Frederik
Kronprinsparret har overstået seks hektiske dage i Australien og BILLED-BLADETs journalist Anna Johannesen og fotograf Hanne Juul var naturligvis med.
Blandt de mange pressefolk og fremmødte får man mange oplevelser, og det fortæller Anna og Hanne noget om her:
Journalist, Anna Johannesen:
- En af de største oplevelser på denne tur har for mig været at se, hvor meget australierne holder af Mary. "Vores Mary", som de siger. Og så er det jo dejligt, at den enorme popularitet også smitter lidt af på os. Australierne er lidt misundelige over, at det nu er os, der har "overtaget" Mary, og jeg rejser i hvert fald hjem med mange e-mail-adresser fra søde mennesker, der bare så gerne vil holdes orienteret. Også omkring kronprinsparrets børn.
Fotograf, Hanne Juul:
- Der har været oplagte begivenheder med mulighed for mange gode billeder, men der har også været overraskelser. For når man som erfaren fotograf på de royale ture ser et programpunkt, der drejer sig om en åbning af en udstilling, ved man godt, at her bliver der nok ingen spændende billeder. Men glædeligt overrasket blev jeg, da Mary på rundturen i udstillingen frisk hoppede op på en cykel for i stilletter og stram nederdel at skabe energi nok til at blende en smoothie ... det blev dagens bedste billeder!
Omvendt troede jeg, at der fra besøget på et cancerhospital, hvor Mary skulle møde en patient (som vi måtte fotografere) kunne blive gode billeder. Vi kørte næsten en time derud, stod længe og ventede foran den kræftramte, men nu helbredte kvinde, som Mary skulle møde. Da kronprinsessen kom hen for at møde kvinden, var der en mand, der trådte ind imellem os og hende ... så vi ikke fik et eneste billede! Sådan kan det også gå.