Her er værterne til Dansk Melodi Grand Prix 2012
"Et nyt makkerpar et født", skriver Danmarks Radio blandt andet i meddelelsen om deres valg af værter til næste års Dansk Melodi Grand Prix i Aalborg. Og det vil nok også overraske de fleste, at valget er faldet på Louise Wolff og Emil Thorup.
Louise Wolf er et kendt ansigt på DR som værtinde på "Aftenshowet" og tidligere på "Sporløs".
Mere ukendt er Emil Thorup, som fik sin landsdækkende TV-debut som Casper Christensens blonde assistent i programmet "Aloha!". I dag har han skiftet kanal og er aktuel i "DR Mama".
Erfarne Louise glæder sig til samarbejdet med Emil.
- Melodi Grand Prix har de seneste år fået et gevaldigt løft, og jeg glæder mig enormt til at være med på holdet. Emil og jeg har allerede en fest, hver gang vi ses. Det, håber jeg, kan smitte af på publikum og seerne, når det gigantiske show finder sted til januar, siger Louise Wolff.
Det store show bliver vist direkte fra Gigantium i Aalborg den 21. januar 2012.