Mads Vad sælger vennerne
Mads Vad er en ung mand med stor iværksætter-energi. Først startede han sin egen danseskole, og nu har han oprettet et bookingbureau.
Mads Vad fra "Vild med dans" har startet sit eget firma, bookingbureauet Mads Vad Performance. Her vil han tilbyde virksomheder samt private at booke kendte stjerner til shows, undervisning eller foredrag.
- Jeg har i flere år stået for mange arrangementer og foredrag. Nu ville jeg gerne organisere det hele i et firma, hvor nogle af mine "Vild med dans"-venner også kunne være med. Man kan for eksempel få en times zumba, få foredrag på erhvervsskole eller samle en flok venner til en dansetime hver anden uge, forklarer Mads.
Blandt dem, der er mulige at booke, er to af Mads' partnere fra "Vild med dans", nemlig Anne Sofie Espersen og Cecilie Hother. Derudover figurerer Vickie Jo Ringgaard Diget og René Christensen. Thomas Evers Poulsen kan man også booke, enten alene eller i selskab med Christina Hembo. Og det stopper ikke her.
- Jeg har netop fået Steen Lund med, og det er fantastisk. Jeg er rigtig glad for at have firmaet foruden min danseskole, VM Dans. Jeg kan godt lide at have mange bolde i luften. Min helt store drøm er dog at blive TV-vært i et børneprogram. Fra min danseskole har jeg stor erfaring med børn, og det vil jeg gerne bringe videre på andre områder, siger den energiske dansestjerne.