23. nov. 2011
Af af Trine Larsen

Prinsesse Marie besøgte autister i job

Marie strålede som en sol, da hun gik rundt og hilste på autisterne i job med sin struttende mave.
Marie strålede som en sol, da hun gik rundt og hilste på autisterne i job med sin struttende mave.
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Prinsessen var meget begejstret over dansk virksomhed, som bringer autister i arbejde.

Prinsesse Marie har en nærtstående med autisme og ved derfor, hvilke store udfordringer der er i disse menneskers hverdag, og hvor svært det kan være for dem at finde plads i samfundet. Det afslørede prinsessen, da hun i sin egenskab af protektor for Landsforeningen Autisme mandag middag var på besøg hos virksomheden Specialisterne i Ballerup.

Specialisterne er den første virksomhed i verden, som har ansatte med autisme spektrum forstyrrelser, ASF, og som udnytter de menneskers helt specielle evner og kompetencer. Ud af virksomhedens 80 ansatte har 60 ASF, og de har specialiseret sig i at finde nicher i erhvervslivet, hvor medarbejdere med ASF er særligt gode til at opfylde kravene f.eks indenfor IT, software test og data registrering.

Prinsesse Marie, der er gravid i 7. måned, så strålende og veloplagt ud, da hun blev modtaget af Morten Carlsson, formand for Landsforeningen Autisme og stifteren af Specialisterne, Thorkil Sonne, og under hele besøget var hendes spørgelyst og interesse stor.

Autisme tæt på livet

Prinsesse Marie hilste hjerteligt på alle de ansatte og gav sig også god tid til at tale med de unge, som lever med autisme for at høre om deres udfordringer og specialer, deres uddannelse og arbejde.

- Det har været et dejligt og meget interessant besøg. Det er et helt fantastisk godt koncept, for mange med autisme har nogle helt unikke kompetencer og styrker, som man virkelig kan udnytte i en virksomhed, og ved at få et job får mennesker med autisme også følelsen af, at de er en del af samfundet. Det synes jeg er meget vigtigt, sagde prinsesse Marie efter besøget.

- Kender De selv nogen med autisme?

- Ja, det gør jeg. Jeg har haft autisme helt inde på livet, så det er dejligt at se, hvordan de bliver opmuntret og kan lære at udnytte deres specielle evner, et sted som her, roste prinsesse Marie Specialisterne, der også er gået internationalt ind i arbejdet med at skaffe folk med autisme arbejde og uddannelse via deres Specialist People Foundation.

Læs mere om: