Klaus Rifbjerg: Jeg er blevet alene
Klaus Rifbjergs liv er under omvæltning. Han er alene. Hans kone gennem 57 år, Inge Rifbjerg, flyttede i foråret på plejehjem, og selv er han ved at finde sig til rette i en lille lejlighed ved Sortedams Sø efter at have solgt parrets 250 kvadratmeter store lejlighed på Frederiksberg.
Han har smidt ud og foræret ting væk. Møbler og bøger i dynger har han sagt farvel til. Uden at blinke. Han fortæller, at han er god til at lukke døre efter sig og komme videre. Nu er han så alene, men melankolien er også flyttet ind.
- Det er klart, at i den situation jeg befinder mig i, hvor jeg er blevet ufrivilligt skilt fra min elskede .., ja, det giver en anden form for tilværelse, siger han stille med sin store rolige stemme.
Klaus Rifbjerg er stadig rank som det fyrtårn, han er i dansk kulturliv. Men hans ben er blevet usikre, siden vi sammen gennemtravede hans barndomskvartér på Amager. Det er nøjagtig på dagen 10 år siden. Anledningen var dengang som nu hans kommende runde fødselsdag. Torsdag den 15. december fylder han 80 år. Jeg minder ham om, at han på vores spadseretur i 2001 manede al bekymring i jorden: Der var ingen grund til at være bange for alderen.
- Ja, ja, det er sådan noget, man siger, når man bliver 70 og ikke 80, smiler han.
- Rent mentalt føler jeg ikke, at der er nogen reduktion af damptrykket. Det er mere det der med, at Vorherre har indrettet det så viseligt, at han langsomt trækker én nedad. Jeg går ikke helt så godt, som jeg gjorde for 10 år siden. I det hele taget kan man jo mærke nogle fysiske gebrækkeligheder.
Det er et irritationsmoment, at man ikke kan gøre alt det, man har lyst til, så hurtigt og effektivt som før. Det er jo en langsom nedtrapning til den finale afgang. Der er jo ingen vej udenom. Har vi ikke andet til fælles her i livet, så er det i hvert fald dét.