6. nov. 2011
Af af Marianne Singer

Prinsesse Märtha Louise kælede om sine piger

Prinsesse Märtha Louise
Prinsesse Märtha Louise
Foto: AOP
Den norske prinsesse er kendt for sin store interesse for hestesport og delte sin passion med sine børn under Oslo Horse Show.

Det er ikke ofte, at prinsesse Märtha Louise, 40, viser sig i offentligheden med sine tre døtre. Men når hun endelig gør det, er det tydeligt, hvor vilde børnene er med deres mor, og hvor tætte de er.

Det viste den norske prinsesse atter en gang, da hun tog døtrene Maud Angelica, otte, Leah Isadora, seks, og Emma Tallulah, tre, med til Oslo Horse Show, der varede en uge og bød på masser af spændende ridekonkurrencer og underholdende hesteshow.

Med dem var Märtha Louises gode veninde og samarbejdspartner Elisabeth Nordeng, 43, som hun har skrevet bogen "Mød din skytsengel" med. Sammen sad de på VIP-tribunen i Telenor Arena og overværede hesteshowet med den verdenskendte artist Lorenzo.

Til gengæld var Ari Behn ikke med denne gang. Han har ellers tidligere vist sig til netop dette show, mens børnene var helt små. Under showet storhyggede Märtha Louise sig med sine efterhånden store piger, og især den mindste Emma Tallulah havde brug for lidt mere kram fra sin mor end de andre. Hun så ud til at nyde at sidde på mors skød og bare putte sig ind til hende.

Men det traditionsrige arrangement var ikke kun ren fornøjelse for prinsessen, hun var også på officielt arbejde.

Således mødte Märtha Louise under hesteshowets Para Galla Night fem af verdens bedste handicappede ryttere. Rytterne viste deres kunnen i et opvisningsprogram og præsenterede samtidig deres hverdagsliv i en film, som blev vist til publikum.

Prinsesse Märtha Louise er selv en meget erfaren rytter. Hun dyrkede springridning i mange år og opnåede endda en plads på det norske landshold. Måske hendes børn en dag vil gå i samme fodspor som deres mor med de mange input, hun giver dem fra hesteverden.

Læs mere om: