5. nov. 2011
Af af Trine Larsen i Tokyo, Japan

Prinsesse Marie i Japan savner prins Henrik

Prinsesse Marie og prins Joachim
Prinsesse Marie og prins Joachim gav alt hvad de havde i sig, på den sidste travle dag i Tokyo.
Foto: Krestine Havemann
Den sidste dag i Tokyo blev én af prinseparrets travleste dage under besøget i Tokyo.

Prins Joachim og prinsesse Marie afsluttede i går deres syv dage lange rejse til Japan, hvor de har stået i spidsen for et dansk erhvervsfremstød, ligesom de har åbnet dronningens udstilling med decoupager og kostumer fra filmen, "De Vilde Svaner".

Den sidste dag i Tokyo blev én af prinseparrets mest travle, med tre arrangementer og en stor afsluttende middag på den danske ambassade.

At prinsesse Marie orkede at følge med i det program var imponerende at følge. Prinsessen er trods alt gravid i syvende måned og har klaret den strabadserende tur på flotteste vis.

Prinsesse Marie har næsten forsøgt at skjule, at hun var gravid, for med sit tøjvalg var det flere gange næsten umuligt at se, at hun venter sig og hun rørte sig frisk og hurtigt i højhælede sko og hele tiden med godt humør, stor indlevelse og meget nærværd.

Hvad Marie der imod ikke kunne skjule var, at hun savner sin lille søn, prins Henrik, der bliver passet hjemme i Danmark.

På den sidste dag i Tokyo måtte prinsesse Marie flere gange hen til fremmede børn på gaden, som hun bare ikke kunne stå for, og hilse på dem og nusse dem lidt.

Det skete netop som prins Joachim og prinsesse Marie ankom til en af Japans største bageri-kæder, "Andersen Bakery". Her fik prinsessen øje på en lille japansk pige i lyserød bluse, som hun ikke kunne stå for.

Lækkerierne i butikken var også svære at modstå, og prins Joachim, der er noget af en smørrebrøds-ekspert via sin bedste ven, Oscar Davidsen Siesby fra Ida Davidsen, måtte overgive sig. I Andersen Bakery, der har solgt dansk brød og wienerbrød i mere end 50 år, har de nu også slået sig på smørrebrød, og det var ifølge prins Joachim, spot on, og med den helt rigtige og autentiske smag. Heldigvis, for de udgav nemlig også en bog på japansk om dansk smørrebrød.

Efter mødet med ansatte og kunder i forretningens tre etager, hvor der blev klappet vedholdende, når prinseparret kom ind, gik turen til kejserpaladset.

Her besøgte prins Joachim og prinsesse Marie kejser-parret, der med deres invitation til et besøg i den private residens beviste, at båndene mellem kongefamilien og kejser-familien er meget nære og tætte.

Efter det godt halvanden time lange besøg gik turen direkte til den danske ambassade, hvor prins Joachim overrakte Dansk Eksportråds diplom og prins Henriks æresmedalje til firmaet "I Next Generation", der bland andet importerer de danske Skagen-ure.

Dagen sluttede med afskedsmiddag på den danske ambassade, hvor ambassadør Carsten Damsgaard, der er ny på posten i Tokyo, var vært.

Læs mere om: