Alexander Kølpins svære farvel med Margit Brandt
I familien Kølpin var man særligt hårdt ramt af Margit Brandts alt for tidlige død. Når man har været naboer, og på det nærmeste er vokset op sammen, som familierne Brandt og Kølpin er det på Egtoftevej i Vedbæk nord for København, bliver man næsten som én stor familie.
Erik Brandt er gudfar til Alexander Kølpin, og sammen med sin søster, Cecilie, hustruen Sarah Zobel og sine forældre Mugge og Jes Kølpin kom de som nogle af de første til kirken. Med favnen fuld af hvide liljer. Familien var dybt berørt, for sådan er det, når man har rendt ud og ind hos hinanden gennem børne-, ungdoms- og voksenår. Mugge Kølpin designede tøj, præcis som Margit Brandt gjorde, i deres unge dage, og familierne er flere gange rejst på ferie sammen. Julie Brandt og hendes mand er i dag nære venner med Alexander og Sarah Kølpin.
Alexander og Sarah Kølpin har det sidste halve år ventet på at skulle flytte til Los Angeles, men deres visum har ladet vente på sig. Nu nåede de til gengæld begge at være med til begravelsen i mandags. Og en dybt berørt Alexander bar Margit Brandts kiste til hendes sidste hvilested.
I onsdags var familiens papirer gået i orden, og Alexander, Sarah og deres to børn fløj til USA. Men de nåede altså at sige et sidste farvel til Margit, ligesom de var med til den efterfølgende sammenkomst på Skovshoved Hotel, hvor Margit Brandt blev mindet af en lang række venner og bekendte.