Lone Hertz hjemme fra sygehuset igen
- Jeg er kommet hjem, og det går fint fremad, siger skuespilleren Lone Hertz, 72 år, efter at hun sidste torsdag fik et ildebefindende efter træning i sit fitnesscenter og blev indlagt på først Gentofte Sygehus og senere Glostrup Sygehus.
Allerede lørdag bad hun om at blive udskrevet efter en stribe undersøgelser. Siden har hun brugt kræfterne på at komme til hægterne i sit hjem i Hellerup, og lægerne har altså ikke fundet, at der er noget alvorligt fat med hende.
- Det var omstændighederne, der gjorde, at jeg fik et ildebefindende. Selvfølgelig har det også noget at gøre med, at jeg arbejder meget og kører meget rundt til foredrag. Jeg regner med at komme på banen i løbet af nogle dage, men det har intet jag. Mine foredrags-arrangører er rigtig fine og presser ikke på. Det giver ro, siger Lone Hertz, som af lægerne har fået at vide, at hun måske skulle overveje at drosle lidt ned.
- Selvfølgelig skal jeg passe på mig selv, men det er ikke min natur at lave ingenting. Det ville jeg ikke have det godt med, siger hun og roser i samme åndedrag personalet på de to sygehuse.
- Det har været en stor fornøjelse at være indlagt, hvis man kan sige det. Alle har været enestående søde og behandlet mig så fint, fortæller hun.