Michèle Bellaiche: Sådan holder jeg mine børn sunde
Gulerødder i stedet for chokolade og kampsport i stedet for computer. Det er opskriften for at holde sine børn sunde. TV-værten holder ved sine principper, selv om hun nogle gange går hen og bliver "den onde".
- Børnene kalder mig nogle gange gulerodsmor, fordi jeg ofte er den, som kæmper for, at de skal havde frugt frem for chokolade. De får så meget sukker i skolen, af bedsteforældrene og andre steder, og så bliver min mand og jeg jo tit dem, der siger nej, fortæller studieværten i et interview med TrygFonden.
- Men vi spiser selvfølgelig også slik. Børn skal have lov til at være usunde. Ellers lærer de ikke at tage ansvar for deres valg.
Michèle Bellaiche er et fremragende forbillede for sine børn. Hun motionerer selv flere gange om ugen, og det har smittet af på hende og manden Henrik Schalls Jørgensens børn, Josephine og Philip.
- Mine børn går til badminton og karate og synes, det er sjovt. Men for at få dem ud at røre sig ved siden af det, indfører vi teknikfri zone i nogle timer, hvor ingen må se fjernsyn, spille computer eller høre musik. Så begynder børnene at kede sig og synes, det er fedt, når jeg så foreslår, at vi skal cykle i skoven eller lave skattejagt på stranden, fortæller hun til TrygFonden.