Caroline Fleming og Nicklas Bendtner døbte deres søn
Caroline Fleming og Nicklas Bendtner kunne ikke have valgt en smukkere dag til barnedåben for deres lille søn. Efterårssolen strålede ned over Valdemars Slot, da Nicklas Bendtner en times tid før dåben skulle finde sted, kom rulllende ned ad slotsalléen i sin hvide Audi. På det tidspunkt kørte barnepigen tur med dåbsbarnet i det gode vejr, og da Nicklas nåede hen til den kongeblå barnevogn, standsede han brat og fik på dén måde nogle minutter helt alene med sin lille søn, inden han skulle ind at møde Caroline.
Der var omkring 40 gæster med til barnedåben. De fleste fra Carolines familie og omgangskreds, men også flere fra Bendtner-familien var med. De samledes alle på slottet, inden de i samlet trop spadserede til kirken, hvor dåben begyndte kl. 11.30.
Caroline og Nicklas sad ved siden af hinanden foran døbefonden, mens fadderne havde fået en række guldstole bag dem. Hver kirkebænk var pyntet med en hvid rose med et lyseblåt silkebånd omkring, og foran døbefonden stod to store krukker med lyseblå hortensia og hvide liljer sammen med to meget smukke høje kandelabre.
Dåbskjolen syet om
Der var musestille i kirken, da provst Per Aas Christensen spurgte: "Hvad er barnets navn", for ikke alle gæster var klar over, at Caroline og Nicklas' dreng kort efter fødslen i England var blevet navngivet Nicholas Christian Iuel Bendtner. Han blev født den 16. december sidste år, så det var altså en stor dreng på 10 måneder, som Caroline skulle bære.
- Ja, og vi har da også måttet sy den gamle familiedåbskjole lidt om. Ellers kunne han ikke være i den, sagde en smilende Caroline på vej ind i kirken.
Dåbsbarnet opførte sig eksemplarisk i kirken. Kun et par gange overmandede gråden ham, men det blev første gang klaret med en lille kiks. Lidt utilfreds var han også, da han skulle have huen på igen efter dåben, men det slap han så for, fordi vejret var så godt.