Margaret Lindhardt fyret fra Giro 413
- Jeg føler mig kasseret, ingen tvivl om det. Jeg er fyret fra Giro 413, og bare jeg vidste hvorfor. Jeg har ikke fået meget at vide, kun at det er blevet besluttet, at jeg ikke skal lave Giro 413 fra nytår. Så mit sidste program bliver 1. juledag, den 25. december.
Margaret Lindhardt er en radiostemme, de fleste lyttere kender. Hver søndag er hun klar med et af radioens mest populære programmer, Giro 413, og det har hun nu lavet i 17 år. Da hun begyndte, var der 500.000 lyttere, nu er der 800.000. Den succes er hun selvfølgelig glad for, og derfor virker det endnu mere uforståeligt, at andre nu skal tage over.
- Jeg er ked af det, for jeg føler meget for det program. Der er mange forskellige lyttere, som sender ønsker ind, og hver af dem skal mødes med en særlig indfølelse. Det er et program, der har betydning for mange mennesker, det er blevet en tradition. Men jeg synes samtidig, Giro 413 er fulgt med tiden, det kan jeg se af de mange henvendelser, der kommer fra unge mennesker, og jeg synes, det er lykkedes for mig at ændre programmets image.
- Du er 61 år. Er det på grund af din alder, du er blevet fyret?
- Det ved jeg ikke. Men jeg kan ikke undgå at få mange tanker, især når jeg ikke ved, hvorfor jeg skal væk.
- Stopper du med at lave radio?
- Det har jeg slet ikke overvejet. Jeg synes, det er voldsomt sjovt, og jeg er stadig vældig nysgerrig.
Margaret Lindhardt har fået at vide, at hun efter nytår skal arbejde for P5, en af Danmarks Radios DAB-kanaler.