Camilla Ottesen og familien flytter til Sydafrika
I april var Camilla Ottesen og familien på safari blandt vilde dyr i Sydafrika - nu flytter de ind hos dem. TV-værten flytter til Sydafrika med gemalen, Anders Hedme, og børnene, Viggo på seks og Viola på fire.
- Det er absolut den vildeste beslutning, jeg har truffet på vegne af min familie. Vi skal bo dernede et år til at starte med, fortæller 38-årige Camilla, som er faldet pladask for Sydafrika.
- Jeg kunne ikke sige farvel, da vi skulle forlade bushen. Normalt plejer jeg at glæde mig til at komme hjem til vores hus efter 14 dages ferie, men denne gang kunne jeg bare ikke give slip. Anders havde det på samme måde.
Flyver på arbejde
Hun og manden boksede med længslen, en dansker i Sydafrika plantede en idé om at flytte, og til sidst indviede Camilla TV3 i sine tanker.
- Jeg har den bedste arbejdsplads, for TV3's svar på min idé var, at de ikke vil blande sig i, hvor jeg bor. Så længe jeg lever op til mine forpligtelser, er det ligegyldigt, om jeg tager cyklen fra Amager eller flyet fra Sydafrika. Og jeg har oveni købet fået lov til at lave et TV-program fra Sydafrika, jubler Camilla.
Ikke bange for løver
Familiens nye hjem fra midten af november bliver en lejet lodge i Blyde, børnene skal gå i den lokale skole og børnehave, og i baghaven kommer der giraffer og antiloper. Både Camilla og hendes mand er naturelskere og jægere, og i Sydafrika skal Anders være professionel jæger og arrangere jagtture. Livet i bushen er ikke ufarligt, men Camilla maner til besindelse.
- Selvfølgelig skal børnene ikke lege alene i bushen, men jeg er ikke bange for at blive angrebet af en løve, eller at der pludselig står en bøffel i køkkenet.
Vi glæder os til at være sammen som familie midt i den smukkeste natur og prøve et helt andet liv end storbylivet, hvor der altid er 117 ting på programmet. For os bliver det virkelig et eventyr.