Sambaen blev Pia Allerslevs endestation i Vild med dans
Samba og argentinsk tango stod på menukortet, da "Vild med dans"-dommerne, publikum i studiet og seerne hjemme i stuerne satte endnu en omgang til livs af TV 2s populære fredagsshow.
Det blev hurtigt tydeligt, at den runde, livlige samba havde sværere vilkår blandt de høje, nordiske typer end den stive og alvorlige argentinske tango. Eksempelvis kneb det for borgmester Pia Allerslev og Shu-bi-dua-Ole Kibsgaard at skabe den helt rette, sydamerikanske stemning. Pia Allerslev måtte endda lide den tort, at få at vide af Britt Bendixen, at hun skulle være glad for, at hun ikke skal leve af at danse. Selv den ellers alt-dansende Anne Sofie Espersen mistede fatningen, og kunne ikke komme op på hesten igen.
Tangoparrene klarede sig generelt flottere med Silas Holst og Sophie Fjellvang-Sølling som suveræne bannerførere. Den olympiske skiløber er så dygtig til at danse, at hun seriøst burde overveje at skifte sportsgren. Det blev understreget af dommerstemmerne, der indeholdt sæsonens første, rene 10-tal. Det kom fra Jens Werner.
Dommerne dømte sambadanserne Pia Allerslev, der havde fået ny, sød frisure, og Michael Olesen samt Anne Sofie Espersen og Mads Vad til at danse omdans om endelig udstemning, men seernes SMS-stemmer lavede om på det. Seerne reddede Anne Sofie og Mads og erstattede dem med et andet samba-par, Kaya Brüel og Steen Lund.
Den duel overlevede Pia Allerslev ikke, og den smilende og livsglade borgmester måtte endegyldigt sige farvel til "Vild med dans"... og så på Anne Laxholms 60 års fødselsdag.