Connie Nielsen: Jeg tænker meget på miljøet
Connie Nielsen er nyt bestyrelsesmedlem i CSR-fonden, og forleden gæstede hun Alsion i Sønderborg, hvor hun slog et slag for en bæredygtig verden.
- Det har været hyggeligt og skønt at være i Danmark, og jeg synes, at Al Gores tale var meget inspirerende. Han har en stor kærlighed til vores klode, sagde Connie umiddelbart efter den amerikanske vicepræsident Al Gores tale til 1.000 publikummer i Alsion i Sønderborg.
Men også Connie Nielsen og hendes kæreste, Metallica-trommeslageren Lars Ulrich, tænker i hverdagen over, hvad de køber ind, og hvor meget energi de forbruger.
- Vi kan som forbrugere gøre meget. Vi bruger enorm meget tid på at genbruge vores emballage og tænker over vores indkøb.
Lars var babysitter
Men vi skal også bede virksomhederne om at gøre det samme, forklarede Connie, som til daglig bor i San Francisco, hvor der er rig mulighed for at udnytte solens stråler.
- Lars og jeg prøver at lave et bæredygtigt hus, og vi vil gerne producere vores egen energi og genbruge vores vand. Det hele er stadig på tegnebrættet, men heldigvis har vi meget sollys i Californien, smilede den smukke dansker.
- Opfinder I selv?
- Lars og jeg er ikke særlig gode videnskabsfolk. Men vi kender nogen, der er.
Connie havde ikke Lars Ulrich med til Sønderborg; han var derimod derhjemme.
- Han er babysitter, grinede Connie, som efter besøget i Danmark rejste videre til Nairobi.
Sammen med Lars Ulrich har hun sønnen Bryce på fire år. Så med parrets fælles søn, Connies ældste søn fra et tidligere forhold og Lars' to børn er der rigeligt at se til i den bæredygtige familie.