1. okt. 2011
Af af Thomas Flindt

Al Agami tabte herredyst og røg ud af Vild med dans

Mads Vad bad om endnu mere power og energi, og det fik han fra Anne Sofie Espersen.
Mads Vad bad om endnu mere power og energi, og det fik han fra Anne Sofie Espersen.
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
På en aften fyldt med sexet latin og vild rock'n'roll, blev to par reddet af seerne.

For første gang i år kunne man genkende lidt fra de tidligere "Vild med dans"-sæsoner, da antallet af dansepar var nede på 10. Men det var næsten også det eneste, for der var nemlig to helt nye danse på programmet.

Fem par skulle danse latindansen mambo, mens de resterende par skulle danse rock'n'roll - to danse som mange af de professionelle dansere aldrig har prøvet før. Hvordan de forskellige par tacklede opgaven, blev vi meget klogere på i løbet af de næste par timer.

Patrik "Swayze" Nielsen

I aften var der ingen gæsteoptrædener, som der havde været i de tre tidligere shows, men det var heller ikke nødvendigt for at sikre underholdningen - den var nemlig i top!

Det var faktisk lidt løgn, at der ikke var nogen stjerne på besøg i studiet. Patrik Swayzes "Dirty dancing"-ånd havde overtaget bokseren Patrick Nielsen, der sammen med Claudia dansede en sjov, sexet og sprød mambo. Patrick er opkaldt efter den legendariske skuespiller, og han levede flot op til æren. Han scorede flotte 21 point - og så var aftenen ligesom i gang.

Nikolaj Kopernikus og Viktoria Franova var det første par til at danse rock'n'roll, men selvom der var masser af energi, blev de overstrålet af Anne Sofie Espersen og Mads Vad, der rystede sig helt til tops, med flotte 28 point for deres mambo. Sidste års vinder var tilbage i toppen.

Tre bundpropper

Hella Joof havde op til i aften virket meget utryg i sin træning ved de mange kast, Tobias ville udsætte hende for. Det smittede af på aftenens præstation, der sendte hende på en foreløbig sidsteplads.

Og så kom aftenens største spørgsmål: Kunne Pia Allerslev danse sig væk fra farezonen? Og uden Michael Olesen, der var fraværende på grund af maveonde? Det var en svær opgave politikeren var kommet på sammen med substitutten René Christensen.

Svaret var: Det kunne hun ikke. Det hjalp lige lidt at dommerne prøvede at være søde med henblik på Pia og Renés svære uge. De var ikke imponerede, og de havnede der, hvor hun sluttede sidste uge: Helt i bunden.

Al Agami var ikke et hak bedre. Dommen fra dommerne var, at "det var noget rod", og med et point mindre end Pia Allerslev overtog han sidstepladsen.

Suveræn afslutning

Men tre dårlige danse blev afløst af et sandt festfyrværkeri. Først dansede Kaya og Steen sig op på en delt førsteplads. Aftenens næste store spørgsmål, Tommy Kenter, var næste mand på gulvet, og han levede flot op til sidste uges præstation med flotte 26 point. Ole Kibsgaard "legede" sig til imponerende 24 point, og rykkede væk fra bunden.

Aftenens sidste par på gulvet var publikumsfavoritten Silas og hans partner Sophie, og de var ikke til at stoppe. Aftenens sidste var aftenens bedste, og med hele 32 point indtog de suverænt førstepladsen.

Det var et meget splittet felt, som værterne Christiane og Claus gjorde status over efter de ti danse. Syv par lå isoleret i toppen, mens Pia, Al og Hella måtte håbe på seernes hjælpende hånd.

Overraskende udfald

En efter en gik par fra den øverste halvdel videre til næste runde. Med fem par tilbage røg faretruede Hella Joof videre, og så lå det næsten i kortene at Al Agami og Pia Allerslev skulle i omdans. Det var også de to par, der sammen med Ole Kibsgaard, var de tre sidste par, men så kom overraskelsen.

Pia Allerslev havde ellers en næsten sikker plads i omdansen, men seerne havde hørt hende, Michael og Renés bøn og hevet dem i sikkerhed. Ole og Al skulle ud i en ægte herredyst om at overleve en uge endnu. Begge tog opgaven frisk til sig, og var opsat på at give den fuld skrue.

Begge par gav alt hvad de havde i sig, men kun et par kunne gå videre. Spændingen steg - nu var tiden kommet. Hvem skulle have en chance til?

Claus Elming og Christiane Schaumburg-Müller kunne næsten ikke trække spændingen længere, da de til sidst råbte: "Ole og Karina!". Musikeren kastede armene i vejret, og omfavnede sin partner. En slukøret Al Agami måtte derimod tilslutte sig Eva Nabe og Thomas Voss' "udstemte klub".

Læs mere om: