Erik Wedersøe er død
Det var hjerteskærende, da Erik Wedersøe i april i år mistede sin kone gennem 43 år, Birgitte. Hans sorg var så stor, at han ikke magtede at deltage i den kirkelige handling i Grundtvigskirken i København i forbindelse med hendes dødsfald.
Tirsdag morgen - knap et halvt år efter Birgittes død - døde også Erik Wedersøe på hospitalet. Dødsårsagen var komplikationer i forbindelse med længerevarende sygdom, skriver Ekstra Bladet..
Erik Wedersøe blev født i 1938 i Helsingør og kastede sig over skuespilkunsten. i 1967 debuterede han på film, og han medvirkede senere i produktioner som "Riget", "Drengene fra Sankt Petri" og "Ørnens øje". På TV medvirkede han blandt andet i "Rejseholdet", hvor han spillede Ulf.
Erik Wedersøes store, private passion var båden Gitte Gry, som han elskede at sejle i. Han har skrevet adskillige bøger, deriblandt en om Gitte Gry og de rejser, han og hans hustru oplevede sammen.