Jeppe Nybroe: Lidenskab for mad som for kvinder
Journalisten i Jeppe Nybroe hviler aldrig, så han foreslår selv det oplagte mødested for denne snak. Hvorfor ikke drikke en kop kaffe i Københavns nye torvehaller, når nu anledningen er hans medvirken i et nyt madprogram? Jo, selvfølgelig!
- Min lidenskab for mad er på niveau med min lidenskab for kvinder, smiler han, da vi har sat os ved disken i en af Torvehallernes cafeer. Omkring os summer det af mennesker, men hans stemme trænger klart igennem. Sådan som vi husker den fra TV-avisen. Stringent og tydelig. Uden sproglige svinkeærinder.
- Hvad mad angår, er jeg privilegeret, fordi mine forældre praktisk talt løftede mig op i gryderne som lille. Vi elsker at lave mad og kan finde på at ringe til hinanden, hvis vi ude i verden har smagt et eller andet fantastisk. Jeg har et meget tæt forhold til mine forældre. De har lige fejret guldbryllup, og da lavede vi mad sammen i to dage til festen, fortæller Jeppe Nybroe, 38 år. Hans far er pensioneret tandlæge, og moderen pensioneret ergoterapeut. De er begge 71 år og bor i Aarhus.
- Vi deler også interessen for rejser og udenrigspolitik. Det er måske ikke så moderne at sige nu om dage, men jeg har et rigtig godt forhold til mine forældre, gentager han.