20. sep. 2011
Af af John Lautrup

Her er hemmeligheden bag Jeppe Nybroes fiskefrikadeller

Jeppe Nybroe
Jeppe Nybroe
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Den tidligere nyhedsvært Jeppe Nybroe løfter sløret for lækkerierne fra TV-programmet "Masterchef".

Længe har Jeppe Nybroe været fraværende på landsdækkende TV, men nu er han her igen. Han deltager i TV3's madprogram "Masterchef", hvor han dyster med andre kendte om at lave god mad.

DR's tidligere mr. News er et stort madøre. Han elsker at kokkerere, og en af hans absolutte favoritter er fiskefrikadeller. Nedenunder får du med hans egne ord opskriften på hans hjemmelavede deller. Og på torsdag kan du i BILLED-BLADET læse alt om, hvad fyringen fra TV-Avisen i 2007 har betydet for hans liv. Han kalder den "mit livs tragedie".

Nybroes fiskefrikadeller med agurkesalat og remoulade til fire søde gæster:

FISKEFRIKADELLERNE:

  • 400 gram torskefilet (eller lignende)
  • 100 gram laksefilet
  • 2 æg
  • Et par skiver røget Læsø-bacon skåret i bittesmå tern (eller lignende)
  • 2 finthakkede skalotteløg
  • 2 spsk. grovhakket kapers
  • Ekstra til den hotte model, men så uden kapers:
  • 1 meget finthakket rød (stærk) chili
  • Finthakket ingefær, mængde ca. som en tændstikæske
  • Groft salt og groft peber
  • Smør

Fisken grovhakkes med kniv (fiskemanden kan måske hjælpe) Tilsæt æg og ælt farsen godt igennem med (rene!) fingre. Bland hele molevitten af hakket guf, salt og peber i farsen.

Hvis du har tid, så lad blandingen hygge sig et par timer i køleskabet.
- Hvis du synes, farsen virker for "saftig" eller bedst kan lide dine dunser sådan, så pep op med lidt mel, så er det også nemmere at arbejde med.

Riiigeligt med smør på meget varm pande, brus op lige på kanten af brunt smør, form frikadellerne med spiseske og tryk dem lidt flade på panden med en paletkniv. Cirka fire-fem-seks minutter på hvér side, sprød skorpe og endelig ikke for tørre!
Servér rygende varme fra panden, pynt eventuelt op med friskhakket bredbladet persille eller dild.

AGURKESALAT:

  • To store agurker
  • 2 chili (eller som man lyster)
  • 1 stor ingefær (eller som man lyster)
  • Smør
  • Olie

Agurkeskrællen skæres med tre, fire snit fra top til bund, så agurken ligesom bliver kantet, noget af den grønne skræl er væk, og det ser pynteligt ud.
Agurkerne skæres i tykke (2-3 mm) skiver.
Chili og ingefær finthakkes - gem eventuelt et lille drys friskhakket ingefær til at drysse på lige før servering.

Cirka 3/4 smør og 1/4 olie på varm pande, agurkeskiver i så snart det er brust op, skru ned til moderat varme og vend hele molevitten forsigtigt rundt cirka fem-syv minutter, så agurkerne er gennemvarme, ikke splattede, men stadig har lidt bid. Kan pyntes efter lyst med et lille drys friskhakket ingefær.

REMOULADE med smutvej:
Piccalilly Luksus Remoulade Puré (nærmest findelt pickles, fås i de fleste større suppermarkeder) Fromage Frais eller let cremefraiche. Bland cirka halvt af hver i en skål, pep eventuelt op med groft peber - og server.

Min erfaring er: Der er aldrig for mange frikadeller, for meget agurkesalat eller for meget remou, så lav gerne lidt ekstra, om ikke andet er det hele også guf til frokost dagen efter.

Hertil nye, kogte kartofler. Eller blot groft, hjemmebagt rugbrød - eller det du har - eller måske lige vendt på brødristeren.

Læs mere om: