Stig Tøfting: Ikke første gang der sker noget tragisk i familien
En voldsom brand har gjort den tidligere fodboldspiller Stig Tøfting hjemløs. Men når nøden er størst, er hjælpen nærmest.
- Min ex-kone sagde med det samme, at vi bare kunne komme og bo hos hende, fortæller Stig Tøfting fra sit midlertidige husly hos sin tidligere kone, Betiina Tøfting.
For lidt over et år siden flyttede Betiina fra luksusgården i nærheden af Hørning syd for Aarhus. Tilbage i den stråtækte idyl blev Stig og den yngste datter Mie på 16 år, mens Betiina flyttede til Skanderborg med parrets to øvrige børn, Maria og Marcus på 17 og fem år, mens Betiinas ældste søn Nick på 21 år bor for sig selv.
Trods skilsmissen er den lille familie nu samlet påny og prøver at komme ovenpå igen, efter deres tidligere fælles hjem er totalt udbrændt. Heldigvis var der ingen hjemme, mens branden raserede den stråtækte landejendom. Sammen med sin yngste datter var Stig på besøg i Hamborg, og han ved knapt nok selv, hvad han har mistet, for brandtomten er afspærret, indtil poltiet har opklaret årsagen til den voldsomme brand.
Tænker på børnene
Den chokerende oplevelse har naturligvis berørt alle dybt i Tøfting familien.
- Nu er det desværre ikke første gang, der sker noget tragisk i vores familie. Derfor ved jeg, at vi nok skal klare det, men det vil tage tid, er Stig Tøfting sikker på.
Som 13-årig mistede han selv sine forældre i en selvmordstragedie, og for syv år siden oplevede Betiina og Stig den store sorg, at deres nyfødte søn Jon døde 26 dage efter fødslen på grund af meningitis, og så fulgte skilsmissen.
- I sådan en situation er det vigtigt, at familien rykker tættere sammen, for vi har allesammen behov for at tale om det. Lige nu koncentrerer vi os mest om børnene, og det er naturligvis værst for hende, der har boet hos mig, for Mie har sikkert mistet alle sine ting, vurderer Tøfting, der har boet 10 år i den nu nedbrændte ejendom.