Suzanne Bjerrehuus: Margrethe Vestager ligner en mand
Der er i disse dages valgkamp et stort fokus på politikernes udseende. Der bliver spekuleret i, hvordan Helle Thorning-Schmidt holder sin hud ung og på højdeforskellen mellem de to statsministerkandidater. Senest har klummeskribent og foredragsholder Suzanne Bjerrehuus meldt sig på banen i anledningen af, at De Radikales leder, Magrethe Vestager, i øjeblikket lufter en ny korthårsfrisure under valgkampen. Et stilvalg, som ikke falder i meningsmaskinen Bjerrehuus' smag.
- Margrethe Vestager ligner en hængt kat med det grimme mandehår. Den frisør som har skamferet smukke Margrethe burde på hjul og stejle. Er det overhovedet klippet af en frisør? Det er så savtakket, at jeg tror hun har klippet sig selv. Eller manden har været der med hækkesaksen? Eller ungerne har givet hende lus. Eller sygdom i hårsækkene? Eller ???," skriver forfatteren på sin Facebook-profil.
En kritik, som ikke falder i god jord hos mange af Suzanne Bjerrehuus' Facebook-venner. Selv mener Suzanne Bjerrehuus, at indlægget er skrevet med humor og er helt på sin plads.
- Jeg synes, at det er totalt dobbeltmoralsk. Det klæder hende ikke, og hun er totalt smuk, og derfor skriver jeg, at frisøren burde på hjul og stejle. Det er i orden at kommentere på, at Helle Thorning-Schmidt har stiletter på og rager op i forhold til Lars Løkke under en politisk debat, og det er der jeg siger, at valg ikke bliver vundet på faglige argumenter alene, siger Suzanne Bjerrehuus til Alive.dk.
Hun ser problemet i, at andre mennesker har en fornærmelses-tærskel i "gulvhøjde" og mener, at hendes indspark i den politiske debat er et underholdende og sobert indslag.
- Magrethe Vestager er ikke pænt klippet, men hun ser sund og dynamisk ud. Derfor laver jeg lidt grin med det. Hendes hår vokser jo ud igen. Hun er totalt saglig og godt kørende, og jeg tror ikke, at det korte hår gør så meget for hendes politik, siger Suzanne Bjerrehuus.